For lidt over to uger siden kom det frem hos Altinget, at DBU havde 200 millioner investeret i værdipapirer og havde tjent 6,7 millioner på det under coronakrisen.
Men DBU ønskede over for Altinget ikke at fortælle, hvordan pengene var investeret, og de ønskede ikke at stille op til interview med mediet.
- Når nogen skjuler noget, så rejser det for mig altid spørgsmålet: Hvad er det, jeg ikke må få at vide? Er det, fordi DBU har aktier i Qatar Airways?, sagde formand for Transparency International, Jesper Olsen, dengang til mediet.
Det flugter heller ikke med DBU's ønske om at kunne anerkendes for good governance og transparens, så Ekstra Bladet tog det op, da formand Jesper Møller alligevel stillede op i anden sammenhæng.
Hvorfor vil I ikke lægge det frem?
- Det vil vi også. Naturligvis vil vi det. Det kommer i regnskabet. Vi har noter til regnskabet, så det kan du godt være helt sikker på, siger DBU-formand Jesper Møller.
Så det kommer?
- Ja, men det bliver på en eller anden måde måde, fordi så kunne nogen - Ekstra Bladet f.eks. - der vil følge kurslisten hver eneste dag og skrive store historier om, at nu har DBU tabt 200 millioner det ene dag og 50 den næste. Så vi skal finde en balance på det.
- Det synes vi egentlig, at vi havde gjort i noteapparatet til vores regnskab, men hvis nogen synes, at vi kan gøre det mere tydeligt og gennemskueligt, så gør vi det her til januar. Så kan du se det der.
Det vil Ekstra Bladet så gøre.
DBU oplyste tidligere til Altinget, at der blev investeret ansvarligt, men der kom ifølge mediet aldrig et konkret svar på, om DBU har aktier i virksomheder, der er ejet af diktaturstater eller bryder med menneskerettighederne.
VM-feber: Se den hemmelige rekordbonus lige her