Nyt storskærmsarrangement til dansk EM-brag

1600 mennesker kan se ottendedelsfinale på storskærm i Tivoli. Tivoli frygter ikke at blive overløbet

Nyt storskærmsarrangement til dansk EM-brag

Sådan så der ud på Ofelia Plads, da Danmark scorede mod Rusland. Nu vil Tivoli også være med i festen.

I modsætning til de første tre kampe ved EM-slutrunden bliver lørdagens ottendedelsfinale mod Wales ikke spillet i Parken.

De danskere, der ikke tager turen til Amsterdam, må derfor finde et alternativt sted at se kampen, og hvis man gerne vil se den sammen med rigtig mange mennesker er mulighederne på grund af coronarestriktionerne ret begrænsede.

Ved de officielle EM-arrangementer i København på Ofelia Plads og i Øksnehallen har der tidligere hurtigt været udsolgt af de gratis billetter til storskærmsarrangementerne, men nu byder Tivoli ind med et alternativ, hvis man gerne vil se kampen sammen med mange andre klædt i rødt og hvidt.

Således vil 1600 mennesker kunne se kampen en 30 m2 storskærm på Plænen i Tivoli lørdag aften.

Billetter to timer før
I modsætning til arrangementerne på Ofelia Plads og Øksnehallen kan man dog ikke booke plads på forhånd i Tivoli, og de særlige armbånd, man skal bruge for at se kampen i haven, bliver i stedet delt ud to timer før kampstart - altså klokken 16.

Med tanke på efterspørgslen til de andre arrangementer kunne man godt tro, at en storskærm midt i København vil tiltrække rigtig mange mennesker, men hos Tivoli har man tro på projektet.

- Andre steder er hjemmesider gået ned, når folk har villet have billetter til storskærmsarrangementer. Har I tænkt jer godt nok om med jeres model?

- Ja, vi har en del erfaring med at lave den slags arrangementer, for vi laver samme setup til vores havefest, hvor vi holder koncerter et lignende antal mennesker, og hvor man også skal ind og have et armbånd to timer før, det starter, siger Frederik Wiedemann, der er kulturdirektør i Tivoli.

Tivoli har erstattet den traditionelle Fredagsrock med Havefest-konceptet på grund af coronarestriktioner. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Tivoli har erstattet den traditionelle Fredagsrock med Havefest-konceptet på grund af coronarestriktioner. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
 

- Men kunne man ikke forestille sig, at efterspørgslen til den her kamp er noget større end til havefest?

- Jo, det kan man sige, selvom der selvfølgelig også er andre steder, man kan se fodbold. Men derfor gør vi også det særlige, at hvis vi løber tør for armbånd, kommunikerer vi det uden for haven, så der ikke er nogen, der køber billet til Tivoli og så kommer ind og ikke kan få et armbånd.

- Selvom I først deler armbånd ud klokken 16, kan man vel godt tænke, at der vil stå mere end 1600 mennesker i kø et stykke tid før. Hvordan vil I håndtere det?

- Der er god plads til at stå i kø herinde, hvis man vil det. Men hvis køen bliver for lang, så lukker vi selvfølgelig også den, og så kommunikerer vi også det ud, så vi undgår, at nogen går forgæves, siger han.

Folk skal ikke komme flere gange
Han fortæller, at grunden til, at man først uddeler armbånd klokken 16 er, at folk ikke skal komme flere gange i Tivoli, hvis det var tidligere på dagen.

- Vi kunne have lavet online billetbestilling, men der ved vi af erfaring andre steder fra, at vi så risikerer at stå med en del tomme pladser, fordi vi ikke ved, hvor mange der så reelt dukker op, siger han.

- Hvis nu der står 2000 mennesker i kø klokken 12, vil I så holde fast i planerne om først at uddele armbånd klokken 16?

- Hvis vi kan se, at der er så mange i kø, at der ikke er plads til flere, kommunikerer vi, at der ikke er plads til flere. Ellers holder vi fast i tidsplanen, men vi er meget opmærksomme på at kommunikere, så folk ikke går forgæves.

Han fortæller, at et større område omkring Plænen vil være spærret af, så det ikke vil være muligt for andre end de 1600 med armbånd at se storskærmen.