Olsen tabte krigen: Slut med at være rasende

- Det er i hvert fald ikke trænernes skyld. Det er en politisk beslutning, siger landstræneren, der må acceptere at undvære Daniel Agger plus de andre suppe-spillere helt frem til mandag

Morten Olsen accepterer nederlaget til klubberne. (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen accepterer nederlaget til klubberne. (Foto: Lars Poulsen)

HELSINGØR (Ekstra Bladet): ’Krigen’ mod klubberne er forbi. Morten Olsen tabte med et brag!

Landstræneren får ikke hilst på Daniel Agger, Nicolai Jørgensen, Stephan Andersen, Pione Sisto og de andre Superliga-spillere før mandag. Han kæmpede, han tabte – og han er fuldstændig afklaret.

- Det store puslespil har taget noget af natten og morgenen, men jeg er glad for, at vi nu har tydelighed i det. Nu kigger vi fremad. Og jeg er glad for, at jeg kan kigge mig selv i spejlet og sige, at jeg har forsøgt. Svaret blev negativt, det må jeg konstatere og acceptere – og det gør jeg også. Men  jeg ville have ærgret mig, hvis jeg ikke havde forsøgt, siger Morten Olsen.

Syv liga-spillere plus den skadede Martin Braithwaite og ’svenskeren’ Lasse Vibe ankommer først mandag. Kasper Schmeichel og Christian Eriksen skulle blive klar til de olsenske løjer torsdag og fredag i denne uge efter klub-udflugter til Østen.

Se også: Kryptisk Olsen: Ikke et ord om belgisk topjob

- De danske klubber har de samme rettigheder som de udenlandske klubber, og det må vi acceptere og respektere. Vi får de arbejdsbetingelser, vi får, og det må vi så bare hente noget ekstra energi ud af, siger Morten Olsen.

Han må se i øjnene, at han på mandag i Viborg på sin vis får sin første kamp i spidsen for U21-landsholdet…

- Vi kigger frem mod kampen mod Montenegro på mandag, og hvis vi regner Pierre-Emile med, så er der ti spillere med fra U21. Det bliver selvfølgelig noget andet, end vi havde regnet med – men vi skal nok få noget ud af det, siger landstræneren.

- Vi kunne have fået fire træninger med alle fra torsdag til søndag, nu har vi tre træninger onsdag, torsdag og fredag i næste uge med spillere, der bliver matchet i Superligaen på søndag i stedet for mod Montenegro på mandag. Vi kan ikke blive ved med at være frustrerede over, at situationen er, som den er, siger han.

Se også: Olsen udtager talenter fra Ajax og Chelsea

- Vi har fået at vide, at klubberne står fast, og det må vi jo acceptere. Vi bestemmer ikke over spillerne, og det vidste vi også på forhånd. De frigiver først spillerne til mandag, og det må vi acceptere. Det er ærgerligt for fællesskabs-tanken og dansk fodbold som helhed, men vi vidste, vi skulle trække på klubbernes velvilje – og den har man så valgt ikke at have, siger landstræneren i et lakonisk tonefald – fuldstændig blottet for anden syre end den, der ligger i ordvalget.

Du er selv kommet klubberne i møde eksempelvis i forhold til liga-landsholdet. Vil du vise den samme velvilje fremadrettet?

- Vi ser det som en helhed, og det er der så nogle andre, der ikke gør, og det er ærgerligt. Men vi accepterer det og må forholde os til det. Jess Thorup og jeg har forsøget at trykke på nogle knapper, men de sprang ud igen, vil jeg sige…

- De frustrationer og irritationer, som selvfølgelig har været der, er væk. Nu har vi tydelighed og ved, hvad klubberne vil. Det accepterer vi. Men der er ingen tvivl om, at sådan en oplevelse giver alle her ekstra stor energi. Det ved alle, der kender lidt til sport og sportsfolk, siger Morten Olsen.

Havde du ikke clearet det her med trænerne?

- Det er i hvert fald ikke trænerne, men mere vil jeg ikke sige om det. Det er en politisk  beslutning, og det er politikerne, der styrer det. Det må vi forholde os til.  Vi har ikke de samme vilkår som Serbien. Dem kæmpede vi for at få, men fik dem ikke.

Se også: Jim Stjerne: Morten ville elske at træne Belgien

Du ser ud som om, du tager det roligt – men er du rasende indeni?

- Nej, nej, nej. Der er ikke noget, der raser. Jeg har været frustreret over situationen de sidste par dage, men nu er det vendt, vi har fået en tydelighed i de betingelser, vi har, og dem må jeg acceptere. Jeg er ansat.

- At jeg så fodboldfagligt og fornuftsmæssigt sammen med en del af mine andre kolleger ser sagen helt anderledes, er jo en anden sag. Vi må forholde os til, hvad dem, der angiver mine arbejdsbetingelser, mener om situationen, siger Morten Olsen.

Se også: Brud før tid? Morten Olsen i spil som belgisk landstræner

Se også: AV! Vraget Ajax-talent skal træne med EM-truppen

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere