Opfordrer til at følge Henry-boykot

Gareth Southgate håber, at spillere gør som fodboldlegende og dropper sociale medier for at undgå chikane

Gareth Southgate droppede selv sociale medier i 2013, da han blev landstræner for Englands U21-landshold for at undgå for meget negativitet og chikane. (Arkivfoto) Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Gareth Southgate droppede selv sociale medier i 2013, da han blev landstræner for Englands U21-landshold for at undgå for meget negativitet og chikane. (Arkivfoto) Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Englands landstræner, Gareth Southgate, siger, at flere fodboldspillere bør overveje at følge den tidligere franske fodboldstjerne Thierry Henrys eksempel og droppe sociale medier for at undgå chikane og mobning.

Det siger han forud for Englands opgør mod Albanien i VM-kvalifikationen søndag.

43-årige Henry annoncerede fredag, at han dropper alle sociale medier på ubestemt tid. Det skyldes, at han føler, at der ikke bliver gjort nok for at bekæmpe mobning og racisme på platformene.

Southgate siger, at han støtter Henrys beslutning. Men landstræneren vil dog ikke forhindre sine egne spillere i at bruge sociale medier under sommerens EM-slutrunde.

- Det er noget som alle, ikke bare højt profilerede sportsfolk, bør tænke over. Der er også børn, der bliver mobbet online. Vil du virkelig sætte dig selv i den situation?, siger Southgate.

- Hvis du spurgte hver eneste manager i landet, så vil en af deres største bekymringer være, når spillerne går ind i omklædningsrummet og scroller igennem deres telefoner.

- Det er et sårbart øjeblik for folk, hvis de lige har spillet en kamp, tilføjer landstræneren.

Ifølge fodboldmediet Goal.com er flere sorte fodboldspillere i England de seneste måneder blevet udsat for racisme på sociale medier.

Det gælder blandt andre Manchester United-stjernen Marcus Rashford, Chelsea-spilleren Reece James og bare 17-årige Jude Bellingham, der alle er en del af Southgates landshold.

Det har været medvirkende til, at de store engelske fodboldforbund i sidste måned sagde, at Twitter, Facebook og Instagram har udviklet sig til 'fristeder for misbrug'.

De opfordrede samtidig selskaberne til at gøre mere ved problemet.

Både Facebook og Twitter har lovet, at de vil fortsætte med at tackle onlinechikane og gøre mere for at forhindre det.