Opgivende russere: - Vi har nærmest ingen chance

Der er ikke meget tro på det russiske hold fra hjemlandets side

Opgivende russere: - Vi har nærmest ingen chance

Danskerne på gaden tror, vi slår Rusland

Danmark har mere end nogensinde brug for tre point, når Rusland gæster Parken i den sidste gruppekamp, og det får de også, hvis man skal tro vurderingerne fra de russiske fodboldjournalister, som Ekstra Bladet har talt med op til skæbnekampen.

- En uafgjort er sikkert nok, men det bliver svært for os. Et nederlag kan sende os på sidstepladsen, og det var ikke forventet fra forbundet eller fansene, siger Vladimir Kolos, der er i København for at dække slutrunden for det russiske medie Sport24.

- Hjemmebanefordelen er stor, og jeg var der mod Belgien – det var en fantastisk atmosfære. Den slags har vi ikke i Rusland, så det bliver svært – måske i Moskva-derbys.

Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
 

- Jeg ville ikke være overrasket over en 3-0-sejr – til begge hold. Alt kan ske, for Rusland er et overraskende hold, der kan tabe og vinde over alle. Det mest sandsynlige er, at danskerne vinder og måske med to mål.

- Jeg kan virkelig godt lide holdet. Selv uden Eriksen. I burde have scoret to eller tre i første halvleg mod Belgien, og var det sket, så havde anden halvleg været en formalitet. Danmark er bedre end Rusland.

To piner for Rusland
Han bakkes op af Maxim Fridman fra Eurostavka.

- Rusland har nærmest ingen chance for at holde den på uafgjort i København. Jeres hold er meget stærkt lige nu, selvom det er blevet til nul point. Vi kommer for at få en uafgjort, men jeg tror ikke, Rusland kan holde stand på udebane, siger journalisten.

- I smadrede Belgien i første halvleg, mens Rusland har spillet gennemsnitligt. I udspillede Finland, men det hele blev afgjort af hændelsen med Eriksen og et enkelt skud på mål.

Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
 

Kolos ser dog et lille lys i mørket.

- Efter den første kamp troede ingen på Rusland, og de er ikke helte efter den sejr over Finland. Men nu er der da håb.

Rusland er dog svækket af skaden til Mario Fernandes, og så kommer der som bekendt ingen russiske fans, fordi de danske myndigheder ikke tillader indrejser fra landet.

- Det er ikke fair. Uden støtte bliver det meget hårdere, siger Kolos afslutningsvis.

Læs, hvordan Danmark kommer videre