Otte sejre i otte kampe: Danmark skal til VM

Målfarlige Joakim Mæhle blev matchvinder for Danmark i 1-0-sejren over Østrig. Med sejren har Danmark sikret sig VM-billetten

Delaney serverer, Mæhle eksekverer: Danmark på 1-0 i Parken

Se Danmarks drømmescoring her. Video: discovery+

For sjette gang i historien skal Danmark til en VM-slutrunde. 1-0 over Østrig var adgangsbilletten til den største fodboldscene – VM i Qatar.

Det var så smukt, så rørende, da hele Parken kort før slutfløjt begyndte at synge: Vi er røde, vi er hvide. Og brølet på slutfløjt med Kasper Hjulmands to knyttede næver.

Nåleøjet som én af de 13 kvalificerede nationer fra Europa blev sikret i anden halvleg med Joakim Mæhle matchvindermål til stor begejstring for hovedparten af de 35.843 tilskuere i Parken.

Joakim Mæhles målsnit er helt sublimt for en forsvarsspiller. Atalanta-spillleren var igen på pletten mod Østrig. Foto: Tariq Mikkel Khan
Joakim Mæhles målsnit er helt sublimt for en forsvarsspiller. Atalanta-spillleren var igen på pletten mod Østrig. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Nu er han VM-topscorer
Det var Mæhles syvende scoring i 21 kampe. Ganske imponerende af den angrebsivrige back, som debuterede sidste år i september og siden ikke har set sig tilbage.

På mange måder er Østervrå-knægten symbolet på hele landsholdets optur det seneste år. For det var Hjulmand, der opfandt ham til sin debutkamp mod Belgien for 13 måneder siden.

Men det var Danmarks bedste på dagen - Thomas Delaney - der skabte hele scoringen med sit enorme drev og fine aflevering til venstre mod Joakim Mæhle.

Parkens græstæppe befordrede fysiske dueller og hårdt arbejde. Den slags leverede Thomas Delaney til perfektion. Foto: Tariq Mikkel Khan
Parkens græstæppe befordrede fysiske dueller og hårdt arbejde. Den slags leverede Thomas Delaney til perfektion. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Nu er publikumsfavoritten Joakim Mæhle delt dansk VM-topscorer med fire træffere sammen med Andreas Skov Olsen.

Mens Amnesty satte flaget på halt før kampen i respekt for de mange tusinde migrantarbejdere, der er døde under opførelsen af de otte VM-stadions, blev dannebrog hejst i Parken på en stor fodboldaften.

Dem som ikke hopper, de elsker Østrig sang de fra tribunerne på en aften, hvor Parken var klædt ud i rødt og hvidt.

Selv om de nede fra Det Røde Mur råbte på 4-0, 4-0, 4-0, så fik de ingen stor sejr, men de fik adgangsbilletterne til Qatar næste vinter, hvor VM afvikles fra 21. november til 18. december.

De danske roligans viste igen tirsdag aften klassen i et udsolgt Parken. Foto: Tariq Mikkel Khan
De danske roligans viste igen tirsdag aften klassen i et udsolgt Parken. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Og det stillede de sig ganske godt tilfreds med på en smuk efterårsaften i Parken.

Fik ikke spillet til at flyde
Mens det både har været sprudlende og spektakulært tidligere i kvalifikationen, blev det i langt højere grad en arbejdssejr mod de hårdt kæmpende østriger.

For Danmark fik aldrig spillet til at flyde. De sled med at finde de rigtige løsninger på det elendige græstæppe i Parken, hvor der var flere bare pletter efter koncerten med Minds of 99 i sidste måned. Det er ufatteligt, at UEFA overhovedet godkendte banen.

Efter en koncert for en måneds tid siden har Parkens græstæppe ikke kunnet matche landsholdets niveau. Det kom til udtryk i dag. Foto: Tariq Mikkel Khan
Efter en koncert for en måneds tid siden har Parkens græstæppe ikke kunnet matche landsholdets niveau. Det kom til udtryk i dag. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Men otte kampe, 24 point og en aldeles suveræn målscorer på 27-0 fortæller naturligvis også historien om det triumftog Kasper Hjulmands mandskab har været på i kvalifikationen.

Rodet og ideforladt
De danske spillere ville så gerne fyre den af, men det var tydeligt at se spillerne var påvirket af kampens vigtighed. For alle har talt om, når Danmark kvalificerer sig mod Østrig.

De første 45 minutter var en rodet forestilling, hvor danskerne bevægede sig alt for lidt. Og det førte også til alt for mange uprovokerede fejl i opspillet.

Mens den danske defensiv virkede solid med Simon Kjær som det centrale omdrejningspunkt, savnede offensiven ideer.

Mikkel Damsgaard stod for det farligste danske forsøg, da han fra distancen tvang den østrigske keeper ud i fuld længde for at afværge. Uskarpe Yussuf Poulsen var også tæt på, men fra kort hold afsluttede han alt for svagt.

Mikkel Damsgaard havde langtfra sin bedste aften. Offensivspilleren blev skadet i baglåret kort inden pause. Foto: Tariq Mikkel Khan
Mikkel Damsgaard havde langtfra sin bedste aften. Offensivspilleren blev skadet i baglåret kort inden pause. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Mikkel Damsgaard måtte forlade banen kort før pausen med en skade i baglåret. Det gav plads til Kasper Dolberg og betød en rokering i front, hvor Yussuf Poulsen rykkede til venstre.

Danmark spiller de to sidste kval-kampe om én måned, hvor Færøerne kommer til Parken, og kvalifikationen afsluttes i Skotland. For Hjulmands tropper handler det nu to ting: Maksimum point og ingen mål imod sig!

Billedgalleri: De ubesejrede

Lægterne badet i lysshow og en Lars Jacobsen i topform: Elektrisk landsholdsatmosfære i Parken

LIVE