Overset af Olsen: Nu vil Wass bide sig fast

Daniel Wass vil sikre sig, at han ikke fremover igen bliver overset af landstræner Morten Olsen

Klubber som Olympique Lyon, Marseille, Fiorentina og Inter har ham på radaren til et sommerskifte.

Men i mere end to år har Daniel Wass stort set ikke været på landstræner Morten Olsens radar. Blot 96 minutter har han fået i 2013 og 2014 i venskabskampene mod Makedonien (fuld tid) og så mod Tyrkiet (6 minutter) i september sidste år. Det er til trods for, at Daniel Wass topper diverse ranglister i de store franske medier og har nettet otte gange for Evian i denne sæson.

Wass har længe været det største spørgsmålstegn, når Morten Olsen har udtaget sit landshold. Den tidligere Brøndby-spiller er endda rykket fra en back-position til en mere offensiv plads i Evian på kanten, hvor han så er blevet mere målfarlig og har scoret en stribe perlemål direkte på frispark.

Så tingene er sat lidt på spidsen for Daniel Wass, der har en del at spille for i de kommende kampe mod USA på onsdag og Frankrig søndag.

- Jeg er her da helt sikkert for at gribe chancen. Jeg har da håbet hver gang, der har været landsholdsudtagelse, at jeg ville være med. Men der har været spillere, som har gjort det bedre end mig, og det må jeg acceptere, at sådan var det. Nu er jeg her, og så er det ligesom op til mig selv at få vist, at jeg hører til her, siger Daniel Wass i søljeindgangen på Aarhus Stadion.

Landstræner Morten Olsen ser ham stadig primært som en gardering til defensiven, men Wass bør prøves mere offensivt. Selv har han ikke tænkt sig at banke i bordet for at spille offensivt som i Evian.

- Jeg er vant til at spille på mange positioner. Det gør jeg også i Evian. Så det er mere op til landstræneren, hvad han vil. Jeg tænker kun på spilletid, og så er selve positionen mere ligegyldig, lyder det fra Wass.

Han har noteret sig den vilde interesse af større europæiske klubber, der bejler til et sommerskifte, der kan løbe helt op i 40 mio. kr.

- Målet er at skifte til sommer og prøve mig på et højere niveau. Men mit fokus er på at slutte sæsonen bedst muligt af i Evian, for på den måde bevarer jeg også interessen for mig. Det er da klart et klap på skulderen, når man hører om de klubber, der følger en, men der er ingen grund til, at jeg spekulerer for meget på det, før sæsonen er færdig, forklarer Daniel Wass.

Og hvem skal så sparke landsholdet direkte frispark, som Wass har smadret ind i den franske liga?

- Jeg er ret sikker på, at det bliver Christian Eriksen. Han gør det også pænt på de dødbolde.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere