På besøg i hjembyen: Helt oppe at køre over Damsgaard

Jyllinges søn har gjort byen ualmindelig stolt efter hans kongepræstationer mod Belgien og Rusland

Damsgaard sender Parken i ekstase - se scoringen til 1-0 her. Video: TV3 Sport

Når Mikkel Damsgaard klapper bolden i kassen i Parken foran 25.000 ellevilde fans, så skal man huske på, at hans første kasser er scoret i Jyllinge uden en eneste reel tilskuer.

På banerne i den lille kystby nord for Roskilde lever drømmen for de små, og for de voksne har stoltheden fået vokseværk.

Lige da Ekstra Bladet ankommer, råber en U15-spiller ’Damsgaard’, inden han sparker på kassen.

 

Louise og Oliver Stone (syv år)

 

- Jeg synes, han er god og laver de bedste step over-finter, lyder det fra Oliver lige inden fodboldtræning.

- Jeg synes, det er vildt imponerende. I de kampe, jeg har set, har han været helt ekstremt dygtig. Så bliver man lidt stolt og får den der lokale stolthed.

- Hvad tænker du om, at en fra Jyllinge kan ende på landsholdet?

- Jeg tænker, at der er håb for alle med ambitioner. Så kan det være, at man ikke skal være her hele tiden, men det er fedt at vide, at uanset hvor du bor henne, så kan man vise, hvor god man er.

 

Gustav Rysgaard

I Jyllinges klublokale var mange fra klubben samlet mandag aften.

- Vi var godt oppe at køre. Vi kan ikke sige, at vi var overraskede, for vi var en del, der havde spillet på og også regnet med, at han ville score. Han er en fantastisk spiller, siger ungdomstræneren, hvis bror selv har spillet med Damsgaard.

- Vi tror utroligt meget på ham. Folk er pavestolte af, at han kommer herfra. Helt fra start var han jo en exceptionel spiller.

- Han er kommet lidt mere nært nu, hvor han er kommet på landsholdet, for det er nemmere for de små at relatere til ham. Det er ikke alle, der ser italiensk fodbold.

 

Mario Andersen Guerra (otte år) og Morten Andersen

- Man er da lidt stolt over, at han kommer herfra Jyllinge, siger fodboldfaderen.

- Hvad betyder det for Jyllinge, at han er på landsholdet?

- Det er dejligt, men et eller andet sted skal man jo starte, og så kom han jo videre til Nordsjælland, før det blev Sampdoria. Der render jo altid mange gode drenge rundt, også på vores hold, og på et tidspunkt kan det jo være, at de blev lige så gode. Men der er jo mange ting, der skal falde i hak.

- Når der er den slags forbilleder, der kommer fra din egne klub, så vil de nok også tænke, at det kan de også opnå.

- Hvad gør Damsgaard god?

- Han kan drible og score mål, lyder det hurtigt for otteårige Mario.

Det kan man ikke indvende noget mod.

 

Elliot (otte år) og Tasha Conradsen

Hele familien sad oppe til sent for at se landskamp, og det var overordentligt festligt.

- Vi råbte og skreg, da Danmark vandt, fortæller Elliot med det samme.

Og det betød ikke, at der kom en træt dreng i skole, for han fik fri.

- Det måtte vi prioritere, siger moderen med et smil

- Hvor stolte er I af ham Damsgaard?

- Det betyder rigtig meget for byen. Man er riiiimelig stolt, når man siger, at han er fra Jyllinge. Det er jo ikke, fordi det er en stor by, så det gør et stort indtryk, at han kommer herfra.