WARSZAWA (Ekstra Bladet): Robert Lewandowski føler ingen grund til at forklare sig for offentligheden og fortælle, hvad han synes om Danmark.
Den polske verdensstjerne var således ikke blandt de tre udvalgte spillere på pressemødet forud for lørdagens kvalifikationskamp mod Danmark.
Lewandowski er formentlig også bedre til at lade fødderne tale frem for at forklare, hvordan man besejrer et dansk landshold.
Robert Lewandowski er en målmaskine. Det har han bevist de seneste seks år i både Dortmund og Bayern München.
Ingen gode minder fra Warszawa
Men den polske verdensstjerne har det sjældent godt, når han spiller i sin ’baghave’, Warszawa, der er hans fødeby.
Han scorede åbningsmålet ved EM i 2012, men har sjældent haft gode minder fra byen, hvor han aldrig fik polske gennembrud. Han spillede ungdomsfodbold i Varsovia, fortsatte i Delta Warszawa og tog turen til storklubben Legia Warszawa, hvor han dog aldrig nåede længere end reserveholdet.
Midt i hele den udvikling på vej mod storheden ramte en tragedie ham, da hans far døde af kræft i en alder af blot 49 år.
- Det var en barsk tid for mig. Jeg var meget ung og tænkte hele tiden meget på fodbold. På et tidspunkt traf jeg en beslutning om, jeg ikke kunne blive ved med at hænge med hovedet og acceptere tingenes tilstand. Jeg ville kæmpe for at vise, hvilken spiller jeg var og kunne blive, har polakken fortalt efterfølgende i flere interviews.
Men han måtte en omvej i den næstbedste polske række for at tage det store skridt til en europæisk topklub.
For opholdet i Znicz Pruszkow gav genlyd. 36 mål i 59 kampe fik flere europæiske storklubber til at kaste blikket mod den næstbedste polske liga.
Klopp opdagede ham
Det var nuværende Liverpool-manager Jürgen Klopp, der hentede ham til Dortmund i sommeren 2010. Faktisk blev Klopp allerede opmærksom på ham efter én sæson i den næstbedste række.
Men den første tid i Bundesligaen blev på ingen måder lykken for Lewandowski. Han scorede blot otte mål i den første sæson, hvor han blev placeret på en helt uvant position i 10’er rollen bag Lucas Barrios, der var førstevalget.
- Jeg blev sur, fordi jeg ville spille angriber. Det var først de følgende år, jeg indså, hvor meget jeg i virkeligheden havde lært af at spille i den position. Jeg fandt ud af, hvorfor manageren havde bedt mig spille bag angriberne. Han var dermed med til at gøre mig til en mere komplet spiller, har Robert Lewandowski udtalt til fodboldmagasinet FourFourTwo.
Voksede sig stor og stærk
Robert Lewandowski er historien om den spinkle fyr, der voksede sig stor, stærk og på relativt få år blev en verdensstjerne.
Men den nu 28-årige polske kaptajn voksede på ingen måder op som et muskelbundt. Han fik kælenavnet ’Bobek’ – den lille - fordi han var en lille splejs med spinkel fysik. Men størrelsen fik aldrig indflydelse på evnerne som målscorer.
Siden opholdet i Znicz har der aldrig været tvivl om træfsikkerheden, skarpheden og evnerne som notorisk målscorer.
- Det mest imponerende ved Robert er, at han på ingen måde har ændret personlighed, selv om han i dag er en verdensstjerne. Han er den samme person, som dengang han spillede i den næstbedste række for Znicz, siger Jacek Stanczyk fra internetmediet SportoweFakty.
Han uddyber:
- Men det er ikke kun på banen, at Robert er en klog fyr. Uden for kridtstregerne er han også en meget intelligent og eftertænksom fyr, påpeger han.
Klopp som en far
På trods af den problematiske start i Dortmund var tilliden stadig enorm fra Jürgen Klopp.
Der udviklede sig et ganske specielt forhold mellem dem.
- Klopp var som en far for mig. Som spiller ved du, at han altid står 100 procent bag dig, har Lewandowski siden udtalt om sin tidligere træner.
Polakken voksede sig stor i Dortmund. Lewandowski og Klopp var det perfekte makkerpar. De vandt mesterskabet i 2011, 2012 og desuden pokaltitlen samme år. Siden tabte de Champions League finalen i 2013.
Lige nu har han kontrakt med Bayern frem til 2019. Real Madrid har haft følere ude efter den polske målmaskine, men hidtil er det kun blevet ved rygterne. Der har også været spekuleret i en genforening med Jürgen Klopp i Liverpool.
Men Bayern er godt klar over værdien af sin målmaskine, der i dag menes at få 82 mio. kr. i årsløn.
Det har været fremme, at Bayern München er parat til at forlænge den nuværende aftale frem til 2021 og samtidig give ham et gevaldigt lønløft til 115 mio. kr. årligt.
Hvis det sker, vil han blive den bedst betalte spiller i Bundesligaen.
Fra den polske 2. division til verdenstoppen på seks år. Robert Lewandowski kender vejen.
Brøndby-bomber: Det bliver specielt mod Danmark
Konservative Hareide: Skal være svært at komme med