Pas på, Danmark: Modstander i vildt målorgie

I en målrig og underholdende kamp vandt Israel med 5-2 på hjemmebane over Østrig. Næste opgave er Danmark på udebane

Pas på, Danmark: Modstander i vildt målorgie

Israelske Manur Solomon satte allerede tidligt i opgøret gang i målfesten.

Israel leverede en gang inspirerende angrebsfodbold i lørdagens meriterende sejr på 5-2 hjemme over Østrig i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe.

Dermed har Kasper Hjulmands tropper fået en advarsel inden tirsdagens møde med Israel i Parken.

Israelerne begyndte kampen bedst og kom foran 1-0 på et fremragende solomål af Manor Solomon, der sparkede bolden i det lange hjørne efter fem minutter.

Hjemmeholdets Munas Dabbur fordoblede føringen et kvarter senere, og efter 33 minutter stod det også 3-0 til Israel efter et mål af Eran Zahavi.

De offensive israelske profiler foldede sig virkelig ud, og østrigerne virkede rådvilde i denne fase af kampen.

Kort før pausen lykkedes det Østrig at få reduceret til 1-3 ved Christoph Baumgartner.

Et vildt comeback kom inden for rækkevidde efter 55 minutter, da angriberen Marko Arnautovic reducerede endnu en gang for Østrig til 2-3 efter en smart vending og præcis afslutning.

Men Israel satte tingene på plads med endnu et mål fire minutter senere, da Shon Weissman satte endnu en flot scoring i nettet.

I overtiden scorede Zahavi endnu en gang og cementerede sejren.

Flere mål blev der ikke scoret i opgøret, og dermed er Israel på andenpladsen i gruppe F med ti point for fem kampe. Danmark fører gruppen med 15 point.

Skotland, som lørdag vandt 1-0 hjemme over Moldova, er nummer tre med otte point.

I gruppe D snublede Frankrig for anden gang i træk ved at spille 1-1 ude mod Ukraine.

Angriberen Anthony Martial scorede det enlige mål for Frankrig, som topper gruppen med ni point efter fem kampe.

Holland vandt 4-0 hjemme over Montenegro i gruppe G. FC Barcelona-angriberen Memphis Depay scorede to af målene for Holland.