Pierre-Emile: Derfor græd jeg

Bayern-spilleren var helt ødelagt følelsesmæssigt efter sejren over Serbien - her forklarer han hvorfor

Pierrre-Emile Højbjerg løber fra Ljubomir Fejsa. (Foto: Lars Poulsen)
Pierrre-Emile Højbjerg løber fra Ljubomir Fejsa. (Foto: Lars Poulsen)

KØBENHAVN (Ekstra Bladet): Pierre-Emile Højbjerg var i sine følelsers vold, da kampen blev fløjtet af. Tårerne trillede ned ad kinderne under de første interviews, og stemmen knækkede over.

Ikke på grund af barndoms-kammeraten Yussuf Poulsen kongekasse og skadesbetingede udskiftning. Faktisk ikke på grund af noget specifikt - følelserne kom bare buldrende for fuldt drøn og sled sig ud af den unge Bayern-komets ansigt.

Og det i en grad, at han næsten var helt foruroliget selv over en time efter kampen.

Hvorfor blev du så rørt?

- Jamen, det var lidt det hele, du ved. Forløsning. Det er jo klart, at jeg var meget tilfreds med resultatet – og også lidt rørt, siger Pierre-Emile Højbjerg.

- Det er jo det der med, at Parken er speciel for mig. Jeg er jo opvokset her, jeg gik i skole lige der ovre, jeg har boet nede ved Trianglen, og jeg har løbet og spillet fodbold sammen med Yussuf lige her ovre bagved i Skjold. Så det har en hel historie bag sig. Og så fik vi et dejligt resultat – det er positivt.

Men det er da sjældent, du bliver SÅ rørt?

- Ja, det er jeg aldrig blevet før. Det var jo heller ikke fordi, jeg ville – det kom sådan set lidt imod min vilje. Men når følelserne kommer, så kommer de.

Agger: Det er mig, der er bossen

Det er da fedt, du viser dem!

- Jaeh… Jeg skal jo også holde tungen lige i munden, men det var bare svært i disse dejlige omgivelser efter en hård kamp, hvor vi havde problemer. Vi startede godt, og vi kunne være kommet endnu bedre ud af starthullerne med en 2-0 føring.

Det havde vel lukket kampen?

- Jo! Det tror jeg også. For så havde de været tvunget til at komme frem, og vi har altså nogle hurtige folk, der kan stikke i hullerne. Men Daniel brænder straffesparket. Han tager ansvar, og det er også derfor, han er anfører. Han er den, der kan bære ansvaret, og igen i dag viste han, at han evner at tage holdet med uden at lade sig påvirke. Meget imponerende. Så kunne vi heldigvis afgøre den senere.

Skyder du så det næste straffe?

- NEJ! Det skyder Daniel igen. Vi tror på ham, og vi bakker ham op. Han er vores anfører, og vi håber, han fortsætter lang tid endnu, siger Pierre-Emile Højbjerg, der langt fra går på ferie efter sejren.

Allerede i formiddag tjekker han ind i Kastrup – og senere på dagen i Tjekkiet som U21-spiller.

Hvad tager du med fra denne uge?

- To sejre! Og et godt skridt videre både erfaringsmæssigt og spillemæssigt. Jeg er lidt træt, må jeg nok indrømme. Men mon ikke, vi kan få friske ben inden onsdag, siger han og smiler.

Chelsea-stjerner hylder dansk komet