PARKEN (Ekstra Bladet): DBU's slogan er en del af noget større. Men det danske landshold har hverken kvalitet, styrke eller niveau til at blive en del af det største – VM i Rusland om to år.
Efter det pinlige og ydmygende 0-1 nederlag til Montenegro, kan DBU passende ændre sloganet: En del af ingenting!
For Danmark har intet at gøre ved en VM-slutrunde, når man ikke kan besejre verdens nummer 105. Montenegro var kommet fint i gang med kvalifikationen, men når drømmen og målet er VM, er der ikke råd til så stor en fiasko som et nederlag til den lille balkan-nation helt naturligt vil være.
Det er en fiasko af dimensioner at tabe til Montenegro i Parken og et alvorligt tilbageslag for Åge Hareides fremtidsplaner.
Åge Hareide havde krævet sejre i hjemmekampene. Han har tilmed slået fast, at Parken skal være et fort. Det bliver Parken ikke foreløbig, fordi Danmark måske har en masse talent, men Åge Hareide må også sande, at der er alt for mange udsving og meget få spillere, der tager ansvar og leverer på et stabilt niveau.
Opbakning er noget man skal gøre sig fortjent til. Hovedparten af de 20.582 tilskuere i signalerede i mange tilfælde utilfredsheden med spillet og det ineffektive danske hold.
Defensive misforståelser
Det gav god mening, at Andreas Christensen og Simon Kjær havde byttet plads i bagkæden, fordi Gladbach-spilleren er teknisk bedre og dygtigere til at føre bolden fremad banen.
Samtidig fik Mathias Zanka Jørgensen chancen for første gang fra start under Åge Hareide. Det var på en lidt uvant position til venstre i tre mands forsvaret, men FCK-spilleren slap bedst fra opgaven af de tre bageste.
Åge Hareide var irriteret over de tre lette scoringer Polen fik i lørdags. Han virkede ligeså frustreret, da Montenegro kom i front.
Det skete på ny efter kollaps i den danske defensiv. Stevan Jovatic løb en halv banelængde med en halsende Thomas Delaney efter sig.
Den montenegrinske anfører splittede den danske defensiv med frispilningen af Fatos Beciraj, der elegant loppede bolden over Kasper Schmeichel. Men det skete også efter en situation, hvor Simon Kjær og Andreas Christensen fuldstændig gik fejl af hinanden.
Danskerne blev sendt til pause med en gigantisk pibekoncert, der klart signalerede utilfredsheden med det danske spil før pausen.
To af de bærende profiler evnede ikke at tage det nødvendige ansvar i en første halvleg, der fik minderne tilbage til nederlaget mod Armenien for tre år siden.
Christian Eriksen slog elendige dødbolde og virkede fuldstændig uoplagt, Simon Kjær ligner ikke en leder, der både kan klare rollen som dirigerende kaptajn og have styr på sit eget spil. Han har rigeligt at se til med sit eget spil.
Skiftede system
Åge Hareide valgte overraskende ikke at skifte ud allerede fra anden halvlegs start, på trods af, at han kunne have flået de fleste markspillere ud efter en håbløs og uinspirerende halvleg.
Til gengæld skiftede nordmanden system. Han droppede 3-5-2 og skiftede til 4-4-2 ved at skubbe Andreas Christensen frem i en kontrollerende rolle foran forsvaret.
Danmark dominerede og pressede på. Gæsterne stod lavt og kæmpede for at få bolden ud af egen forsvarszone.
Men det var ikke de store åbne, muligheder danskerne formåede at skabe i begyndelsen af anden halvleg. Christian Eriksen forsøgte sig fra distancen, det samme gjorde Viktor Fischer uden den store skarphed i afslutningerne.
Kastede alt frem
Åge Hareide, der dirigerede og ofte var helt ude ved sidelinjen efter pausen, tog konsekvensen midtvejs i halvlegen. En svagt spillende Pierre Emile Højbjerg blev flået ud til fordel for Pione Sisto og samtidig blev Viktor Fischer ofret for at få en fysisk stærk Andreas Cornelius, der var tæt på scoring med et par hovedstødsforsøg.
Til sidst smed han Nicolai Jørgensen frem i forreste linje med den ultimative offensive satsning. Men det gav ingen bonus.
De to kampe har været et mareridt for Åge Hareide og spillerne. De kom til samlingen med forventning om seks point. Nu står de med ingenting.