Pione blev flået ud: - Har lært mig selv at fortrænge negative tilråb

- Folk må godt blive frustrerede over mig, men jeg lader mig ikke længere påvirke af det, forklarer Pione Sisto

- Få forstår en dribler, siger Pione Sisto, der ikke længere bliver påvirket af, hvad andre mener om hans præstationer. Foto: Claus Bonnerup.
- Få forstår en dribler, siger Pione Sisto, der ikke længere bliver påvirket af, hvad andre mener om hans præstationer. Foto: Claus Bonnerup.

Som 23-årig er Pione Sisto stadig en ung og i visse sammenhænge uprøvet spiller, men han er til gengæld for længst kommet over det punkt, hvor han lader sig påvirke af kampe, hvor han har spillet mindre godt.

Som eksempelvis den seneste landskamp mod Wales, hvor Åge Hareide flåede ham ud i pausen.

Efter den slags kampe kunne han som helt ung gå og gruble længe over det, der var sket på banen.

- Jeg har prøvet flere gange at spille kampe, hvor det ikke lige kører. Den slags kan godt sætte sig, når det hele er nyt. Det kan sætte sig temmelig længe har jeg oplevet, men jeg ved, hvordan jeg skal håndtere den slags nu.

- Når jeg nu forstår, hvorfor folk reagerer som de gør og siger det de gør, så påvirker det mig ikke. Jeg kan godt sidde og se på Lionel Messi og tro, at jeg ved, hvordan han tænker fodbold. Men det aner jeg jo intet om. På samme måde kan folk ikke sætte sig ind i, hvordan jeg tænker fodbold.

- De må godt blive frustrerede over mig, men jeg lader mig ikke påvirke af det… ikke mere. Men jeg har været der, hvor det påvirkede mig, siger Pione Sisto, der lørdag ventes at spille sin landskamp nummer 20.

Det bliver et gensyn med Aviva Stadium i Dublin, hvor han leverede en fremragende præstation i et dynamisk samspil med Christian Eriksen. Her fandt de hullerne i det irske forsvar.

- Jeg kan godt huske kampen, og det er et godt minde, men det skal ikke kontrollere, hvordan jeg går ind til kampen lørdag. Jeg kan ikke bruge det til noget, at jeg gjorde det godt sidste gang vi var i Irland for det koster fokus, og det er altså en helt ny kamp, forklarer han.  

Pione Sisto i samtale med landstræner Åge Hareide på træningsbanen i Vilbjerg forud for lørdagens opgør mod Irland i Dublin. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix.
Pione Sisto i samtale med landstræner Åge Hareide på træningsbanen i Vilbjerg forud for lørdagens opgør mod Irland i Dublin. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix.
 

Få ved, hvordan det er at være en dribler
For ham har det krævet en del træning at forstå, hvorfor publikum reagerer som de gør, når han enten bliver kritiseret eller får ros.

- Jeg er kommet frem til, at det er ikke mange der ved, hvordan det er at være en dribler på et fodboldhold.

- Jeg spiller på den måde jeg gør, og jeg har lært mig selv at fortrænge negative tilråb. De mennesker kan ikke sætte sig ind i hvorfor jeg gør, som jeg gør, forklarer han og uddyber:

- Driblere kan forstå, hvorfor en dribler gør, som han gør. Vi tænker anderledes. Vi gør tingene anderledes. Jeg aner jo heller ikke, hvordan en forsvarsspiller tænker.

- Det kræver bare mere mod på banen at turde drible. Jeg bliver nødt til at være ligeglad med, hvad andre tænker. Når du er en dribler, tager du flere ’chancer’. Jeg kan godt lide det pres der er på at være en dribler. Det presser mig til at blive ved med at være mig selv, forklarer han.

Han har været svingende i 2018 på landsholdet. Det startede lovende med sejrsmålet mod Panama i marts, i øvrigt hans hidtil eneste scoring i rødt og hvidt.

Har modet til at udfordre
Siden svingede han meget op til og under VM-slutrunden, hvor han var spået som ét af de lovende talenter, der kunne slå sit navn fast på den helt store scene. Det skete bare ikke i Rusland.

Det store, internationale gennembrud lader stadig vente på sig. På trods af kritikere får det aldrig Sisto til at stoppe med at drible.

- Jeg har det sådan, at en god kamp for mig er når, jeg tør gøre det, som jeg gerne vil gøre. Hvis jeg går rundt og er usikker på mig selv, så kan jeg godt lykkes med nogle ting, men det er ikke godt nok for mig. Jeg skal have modet hver evig eneste gang.

- Når jeg har det, så udfordrer jeg modstanderne mere. Det kan godt være, at det ikke lykkes de første fire gange, men fordi jeg er den type jeg er, så har jeg så mange situationer i løbet af en kamp, at når det lykkes, så lykkes det flere gange efter hinanden og så er det også med til at afgøre kampene, forklarer han.

Se også: Landsholdets brasilianer-drøm begravet: - Det lever jeg fint med

Se også: Dansk landsholdsstjerne i total forvandling

Se også: Tre kampe fra start: "Zanka" føler, pladsen på landsholdet er hans

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen