Var du selv i Fælledparken og oplevede balladen på nærmeste hold? Skriv til 1224@eb.dk, hvis du vil fortælle din historie
- Det har været meget voldsomt, og det har været af en så alvorlig karakter, at vi ikke mener, det er forsvarligt at gennemføre i morgen (i dag, red.).
Sådan sagde kommunikationschef hos DBU, Jakob Høyer, til Ekstra Bladet søndag.
På grund af kast med fyldte dåser og glasflasker til fredagens landskamp mod Kroatien, bliver aftenens opgør mod Østrig ikke vist på storskærm i Fælledparken.
Politiet har endvidere kunne fortælle, at folk blev klemt foran scenen. Det oplyser ledende politiinspektør hos Københavns Politi, Peter Dahl, til Ekstra Bladet.
'Det, vi oplevede fredag aften i Fælledparken, viste, at der var nogle ting omkring sikkerheden, som ikke var i orden.'
'Der var folk, der blev klemt foran scenen, og så blev der kastet med diverse genstande, hvilket jo ikke hører nogen steder hjemme, og det er episoder, som vi nu undersøger nærmere,' lyder det fra ham.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Billeder og videoer fra Fælledparken under kampen mod Kroatien, der viser hundredvis af øldåser blive kastet, har floreret vildt på de sociale medier.
Ekstra Bladet har blandt andet også set en video af en vagt, der forsøger at få en fan ned fra et højtalertårn i menneskemængden. Hun får kastet massevis af øldåser efter sig blot for at udføre sit arbejde.
DBU bekræfter også over for TV 2, at flere kom til skade under storskærmsarrangementet, og flere måtte en tur på skadestuen. De vil dog ikke gå ind i de enkelte tilfælde.
Oprustede med flere vagter
Ølkast og pyroteknik til storskærmsvisning i Fælledparken var et velkendt problem inden kampen mellem Danmark og Kroatien.
Det fik i første omgang DBU til at opruste med flere vagter, men det var tilsyneladende ikke nok.
Jakob Høyer fortalte til Ekstra Bladet, at de på daværende tidspunkt stadig vurderede, at det var forsvarligt at afholde storskærmsvisning fredag.
Nu vil DBU evaluere forløbet. Der skal også evalueres på, om det er forsvarligt at afholde storskærmsarrangementer i fremtiden.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Søndag sagde kommunikationschefen for DBU til Ekstra Bladet, at de regner med i højere grad at kunne kontrollere et storskærmsarrangement til den forestående VM-slutrunde, da det i så fald vil foregå indendørs.
- Vi har et fantastisk VM foran os, hvor vi regner med, at storskærmsarrangementerne skal være indenfor, da det jo er i vintermånederne. Der kan vi lettere visitere folk og skrue op for sikkerhedsforanstaltningerne, siger kommunikationschef hos DBU, Jakob Høyer.
Først og fremmest håber DBU på, at de uvorne fans vil hanke op i sig selv fremover.
- Jeg håber, der kan være en selvransagelse, der gør, at de finder ud af, hvordan man opfører sig ordentligt, så vi kan gennemføre de her arrangementer.
Mandagens kamp mellem Danmark og Østrig er landsholdets sidste ud af de fire kampe, de har skullet spille på ti dage.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fik du læst:
DBU om ølkast: - Farligt på et helt andet niveau