Portugisisk selvsikkerhed: Selvfølgelig taber vi ikke til Danmark

Det kan godt være, Danmark tidligere har givet Portugal problemer, men det kommer ikke til at ske torsdag aften

Pepe og Bendtner i nærkamp i sidste års EM-kvalifikationskamp i Parken. (Foto: Lars Poulsen)
Pepe og Bendtner i nærkamp i sidste års EM-kvalifikationskamp i Parken. (Foto: Lars Poulsen)

Der er blot to dage til skæbnekampen mod Portugal.

Det danske landshold er vanen tro samlet i Helsingør før afrejsen, mens de daglige træninger følges tæt af pressen og fans, der flokkes om spillerne, når der er mulighed for interviews og autografer.

Medierne - alt fra de store tv-stationer til lokale og nationale dagblade samt mere nørdede sites - bruger timevis og læssevis af spalteplads på kampen, der sandsynligvis kommer til at afgøre, om Danmark bliver toer eller treer i EM-kvalifikationens gruppe I.

Det er anderledes i Portugal.

Her fylder landsholdet ikke nær så meget, og en længere søgning på de største sites i det ellers fodbold-gale land gør ikke klogere. Danmark nævnes stort set ikke, hvilket der er flere grunde til.

Som tilfældet var i Spanien i mange år, inden Luis Aragonés' mandskab pludselig vandt europamesterskabet i 2008, er det klubberne, der har de fleste fans' udelte opmærksomhed. Rivaliseringen mellem især storklubberne Benfica, Sporting og Porto er enorm og har betydning for langt mere end det, der foregår på banen weekend efter weekend.

Kan virkelig ikke fordrage hinanden
- Stort set alle fodboldfans i Portugal har et tilhørsforhold til en af de tre klubber. I højere eller mindre grad, siger Carlos Vara fra fodbold-nyhedssitet A Bola til Ekstra Bladet.

- De kan virkelig ikke fordrage hinanden, og det er jo opgør, der har præget landet i 100 år, siger han.

Når man samtidig har en Cristiano Ronaldo at holde styr på i Real Madrid OG Iker Casillas, der er rykket den anden vej og optræder som en stor profil hos FC Porto, har man rigeligt med historier at mæske sig med.

Ronaldo scorede sejrsmålet i overtiden i det første opgør mellem Danmark og Portugal i Parken sidste efterår. (Foto: Jens Dresling)
Ronaldo scorede sejrsmålet i overtiden i det første opgør mellem Danmark og Portugal i Parken sidste efterår. (Foto: Jens Dresling)
 

Skulle det ikke være nok, er der selvfølgelig også førstepladsen i gruppe I at skele til. Portugal er temmelig sikker på at slutte på en af de to første pladser, der giver direkte kvalifikation til EM-slutrunden næste sommer. Kun et nederlag til Danmark - på mere end 1-0 vel at mærke - samt fire point til Albanien i deres to sidste kampe, vil sende portugiserne ned på tredjepladsen.

Det kan lade sig gøre, men spørgsmålet er, om det er noget, portugiserne ser som sandsynligt.

- Nej, det tror jeg ærlig talt ikke, den almindelige portugiser skænker en tanke, siger Carlos Vara.

Husker stadig 3-2-kampen i Lissabon
Han smågriner ligefrem i telefonen, da Ekstra Bladet fanger ham og stiller spørgsmålet.

- Jeg er ret sikker på, at vi får minimum det ene point, og det er nok til at kvalificere os. Desuden tvivler jeg på, Albanien får fire point i de to kampe, siger han.

- Vi har et ret godt landshold, og uden at skulle fornærme Danmark, som vi jo efterhånden har en ret speciel historie mod, bør vi som minimum få et point, siger han.

- I Danmark fylder landsholdet meget i medierne. Både til hverdag og især omkring kvalifikationskampene. Hvorfor er det ikke tilfældet i Portugal, tror du?

- Folk er ikke interesserede. Det handler om deres klubber - og i særdeleshed om de helt store klubber. Måske ville det ændre sig, hvis Portugal blev europamester næste år. Måske. Jeg ved det ikke. Dagen før og dagen efter samt naturligvis på selve dagen er der interesse, og du kan være sikker på, at stadion bliver fyldt op. Vi holder i den grad med Seleção. Så forvent stor opbakning til holdet under kampen, siger han.

Bendtner og Krohn-Dehli i jubel, da Portugal bliver besejret 2-1 i Parken i EM-kvalifikationen i 2011. (Foto: Lars Krabbe)
Bendtner og Krohn-Dehli i jubel, da Portugal bliver besejret 2-1 i Parken i EM-kvalifikationen i 2011. (Foto: Lars Krabbe)
 

Skulle der være bare en lille ting, der kan give ticks omkring øjet og en svedig håndflade, så er det netop historien mod Danmark.

Seks gange på syv år er de to hold rendt ind i hinanden. Hver gang i en aldeles betydende kamp. To af gangene er det blevet til dansk sejr, mens en enkelt er endt uafgjort.

- Vi husker naturligvis kampen i Lissabon i 2008, hvor Danmark vandt 3-2. Det var ikke fortjent, men vi husker den og minder os om, at Danmark er et hold, som man aldrig skal føle sig sikker på, siger Carlos Vara og fortsætter talestrømmen om torsdagens modstander.

Daniel Jensen scorede chok-målet til 3-2 i overtiden, da Danmark overraskende vandt over Portugal på udebane i 2008. (Foto: AP)
Daniel Jensen scorede chok-målet til 3-2 i overtiden, da Danmark overraskende vandt over Portugal på udebane i 2008. (Foto: AP)
 

- Vi vandt 3-1 i Porto i EM-kvalifikationen i 2010. Men Danmark var tæt på at komme på 2-2, og det var igen et eksempel på, at selvom vi er på hjemmebane, så er Danmark farlig at spille mod. EM-kampen i Ukraine (3-2 til Portugal, red.) er et andet eksempel, siger han.

Mens Portugal er kvalificeret med uafgjort, skal Danmark gerne have tre point. Men hverken det eller et dansk nederlag er garanti for noget som helst, da Albanien mangler to kampe og skal have minimum en sejr eller to uafgjorte for at gå forbi Danmark. Derfor kan Danmark i teorien holde andenpladsen, selvom vi taber i Braga. Omvendt kan Danmark ryge ned på tredjepladsen, selvom kampen bliver vundet.

Kampen begynder kl. 20.45 og kan følges på Kanal 5 - eller minut for minut her på sitet.

21 kommentarer
Vis kommentarer