Rasende Hjulmand: - Det var vanvittigt

- Jeg var lige ved at løbe på banen, da Nicolai Boilesen blev slagtet til sidst, det var vanvittigt, siger Kasper Hjulmand

Rasende Hjulmand: - Det var vanvittigt

Pulsen var faldet ned, da Kasper Hjulmand gjorde status efter Danmarks sidste testkamp før EM; 2-0 sejren over Bosnien var ligesom, hvad man kunne forvente.

Men en time før landstræneren mødte den danske presse virtuelt, havde han været helt oppe i det røde felt.

Kasper Schmeichel var hurtigt ude at trøste Nicolai Boilesen, der kom på benene og slap med at gå glip af EM. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Schmeichel var hurtigt ude at trøste Nicolai Boilesen, der kom på benene og slap med at gå glip af EM. Foto: Lars Poulsen.

Fra sidelinjen havde han set Nicolai Boilesen, der blev slagtet langt inde i dommerens tillægstid.

FCK-spilleren blev liggende og vred sig i smerte. 

- Det var fuldstændig vanvittigt, hvad jeg så. For første gang som træner var jeg så tæt på at løbe ind på banen i den situation.

- Det er en testkamp, vi spiller og kun fordi Boilesen løftede benet, knækkede han ikke foden, siger Kasper Hjulmand, der på bagkant var glad for, at han blev ude bag sidelinjen.

Det havde højst sandsynligt kostede en karantænedag lørdag mod Finland, hvis Kasper Hjulmand var løbet ind på banen.

Nicolai Boilesen slap med skrækken og er klar til at være en del af EM-truppen.

Nicolai Boilesen slap med skrækken. Men det var kun  fordi, han løftede benet, da bosnieren satte tacklingen ind. Foto: Lars Poulsen.
Nicolai Boilesen slap med skrækken. Men det var kun fordi, han løftede benet, da bosnieren satte tacklingen ind. Foto: Lars Poulsen.

Tre andre fra truppen døjer med lidt problemer, men landstræneren er optimist og forventer, de er klar til på lørdag.

- Andreas Skov Olsen fik lidt problemer efter kampen mod Tyskland, men vi forventer ham klar.

- Det er også forventningen, at Robert Skov slap nådigt. Når det gælder Christian Nørgaard, så er prognosen, han er klar til næste weekend, sammenfatter Kasper Hjulmand.

Han vil se de kommende dage an, inden han træffer en beslutning, om der eventuelt skal skiftes ud i truppen.

- Vi skal være sikre på, at de kan være brugbare. Nu venter vi i starten af ugen at få en prognose på, hvordan det ser ud med skaderne, pointerer Kasper Hjulmand.

Christian Nørgaard er den eneste markspiller, der ikke har fået spilletid i de to testkampe før EM.

Danmark er kommet forrygende fra start i 2021. Status er 17-1 i målscorer efter fire sejre og én uafgjort – mod Tyskland.

- Vi er et godt sted, men vi bliver aldrig færdige med at finpudse detaljerne, fastslår landstræneren.

Kasper Hjulmand var ikke tilfreds med den sidste tackling på Nicolai Boilesen. Foto: Lars Poulsen
Kasper Hjulmand var ikke tilfreds med den sidste tackling på Nicolai Boilesen. Foto: Lars Poulsen