Raser mod dommen: Bendtners bukse-stunt straffes hårdere

Bulgariens Fodboldforbund blev tirsdag idømt en stor bøde efter en sag om racisme i forbindelse med kampen mod England. Forbundet blev dog ikke straffet hårdere, end Nicklas Bendtner gjorde ved EM i 2012

Sådan her så det ud, da kampen mellem Bulgarien og England blev afbrudt af racisme fra bulgarske fans. Video: Discovery Networks Danmark

Det Bulgarske Fodboldforbund er blevet idømt en bøde på 560.000 kroner efter skandale-kampen mod England, hvor en engelsk spiller blev udsat for racisme. Bulgarien skal samtidig spille mindst en kamp med tomme tribuner, oplyste Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA).

Men måske UEFA har været lidt for gavmilde med straffen til Bulgarien. I hvert fald blev der efterfølgende gjort en smule grin med UEFAs dom i sagen, og her kommer danske Nicklas Bendtner ind i billedet.

Flere engelske medier heriblandt The Sun og ESPN UK var nemlig hurtige til at sammenligne Bulgariens bøde med den straf, som Nicklas Bendtner fik tilbage ved EM i 2012, hvor den tidligere danske landsholdsspiller trak bukserne ned og reklamerede for spiludbyderen Paddy Power

Nicklas Bendtner blev dengang tildelt en bøde på omkring 750.000 kroner for sit stunt, mens han også blev tildelt en spilledags karantæne. Dermed blev den danske stjerne straffet med næsten 200.000 kroner mere, end Bulgarien gjorde.

Netop dette har skabt vrede i det engelske, og de to medier er langt fra de eneste, som har forholdt sig til straffen.

Også Liverpools 19-årige angriber Rhian Brewster undrer sig over dommen. Ved U17-VM sidste år var den unge englænder selv involveret i en racisme-sag. Han er derfor langt fra begejstret for UEFAs straf til Bulgarien.

- Endnu en pinlig dom i dag. To kampe bag lukkede døre for Nazi salut og racisme? Verden er snart nødt til at vågne op, skriver Rhian Brewster forarget på sin Twitter-profil med henvisning til straffen til Bulgarien.

Heller ikke organisationen Kick It Out, der kæmper imod racisme i fodbold, er synderligt begejstret for beslutningen om ikke at straffe Bulgarien hårdere.

- Vi er modløse men bestemt ikke overraskede over UEFA's svar på de racistiske indgreb rettet direkte mod de engelske spillere. De nuværende sanktioner virker tydeligvis ikke, uanset om UEFA tror, de er hårde nok. Det efterlader ofre med mindre tro på, at man kan forhindre voldelig og grov opførsel skriver Kick It Out ifølge The Sun.

Skandalekampen mod England fik dog alligevel alvorlige konsekvenser for Bulgarien. Præsidenten for Bulgariens Fodboldforbund, Borislav Mihailov, måtte træde af på opfordring fra landets præsident, mens også landstræneren, Krasimir Balakov, sagde sit job op.

Se også: Racisme-skandale for åben skærm: Nu er dommen faldet

Se også: Bulgarsk politi anholder seks efter racismeafbrudt kamp

Se også: Skandaløse scener: Kamp afbrudt af racistiske fans

27 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere