Real Madrid-stjerne kan misse EM efter sex-skandale

Ifølge det franske medie L'Equipe har Karim Benzema muligvis spillet sin sidste kamp for sit hjemland på grund af en sex-afpresningssag

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Den franske angriber Karim Benzema kan muligvis være færdig på det franske landshold på grund af sin indblanding i en sexafpresningsskandale.

Ifølge L'Equipe får han hverken lov til at spille med til EM-slutrunden næste sommer, som bliver afholdt i Frankrig, eller får lov til at repræsentere landsholdet fremover.

- De seneste afsløringer og de juridiske forhold gør Karim Benzemas tilbagvenden til det franske landshold usandsynlig. Hele hans internationale fremtid er tvivlsom, skriver det franske medie.

I en afstemning på den franske fodboldside 'France Football' mener 72 procent, at Real Madrid-stjernen ikke fortjener at blive udtaget til EM-truppen til sommer.

Grunden til Benzemas mulige udelukkelse skyldes, at angriberen har været involveret som mellemmand i en afpresning af landsholdkollegaen Mathieu Valbuena, som havde lavet en sexvideo med sin kone.

Valbuena har selv været ude og fortælle sin historie i medierne, mens Benzema modsat ikke har været særlig meddelsom.

Sigtet for sexafpresning: Real-stjerne risikerer fem års fængsel

Sagen er i gang med at blive efterforsket af de franske myndigheder, hvor Benzema kan risikere flere års fængsel. Indtil videre får han dog lov til at spille videre for Real Madrid.

Mathieu Valbuena skulle ifølge L'Equipe også være i tvivl, om han har lyst til at være en del af det franske landshold, som skal spille EM til sommer.