Når de danske landsholdsstjerner lægger vejen forbi København, er der indimellem også plads til en tur i nattelivet.
Og her har Simon Kjær og co. et stamsted - den eksklusive natklub Museo. Nu fortæller den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Sille Nimholm, at hun da også har svinget hofterne på klubben sammen med flere af de rød-hvide drenge.
- En lille smule. Nogle skal jo trøste dem, og nogle skal jo fejre dem, når de vinder, fortæller hun med et stort smil til Se og Hør.
Sille Nimholm, der vandt sin sæson af 'Paradise Hotel' sammen med David Jarsbo, vil dog ikke ud med, om og i så fald hvilken landsholdsspiller hun har haft kløerne i.
Der foretrækker hun i stedet at have nogle hemmeligheder for sig selv.
Ekstra Bladet har tidligere fortalt, hvordan flere af de store fodboldstjerner har for vane at svinge forbi Museo, der ligger på Lille Kongensgade i det indre København.
Tilbage i slutningen af september var der således godt gang i dansegulvet på klubben, da blandt andre Simon Kjær og Daniel Wass fra det danske landshold festede sammen med de franske verdensstjerner Olivier Giroud og Raphael Varane.
Det skete efter Danmarks 2-0-sejr over netop Frankrig i Nations League.
I sommer var den kroatiske superstjerne Luka Modric og flere andre fra Kroatiens landshold også forbi Museo, der blandt andet er ejet af musiker og tidligere 'X Factor'-dommer Remee Jackman.