Røber 'overraskende' forhold til rivaler

Jannik Vestergaard er en af fire spillere, der kæmper om den samme plads

Jannik Vestergaard kan se frem til hård konkurrende om spilletiden ved EM. Foto: Ritzau Scanpix
Jannik Vestergaard kan se frem til hård konkurrende om spilletiden ved EM. Foto: Ritzau Scanpix

Kasper Hjulmand har noget af et luksusproblem i det centrale forsvar.

Her kan han vælge og vrage mellem Andreas Christensen, Joachim Andersen, Mathias Zanka Jørgensen og Jannik Vestergaard som makkere til kaptajn Simon Kjær, mens navne som Andreas Maxsø, Alexander Scholz og Erik Sviatchenko slet ikke klarede cuttet til EM-truppen.

Med så indædt konkurrence om spilletiden kunne man måske godt frygte, at stemningen blandt stopper-kvintetten kan blive lidt presset i landsholdslejren.

Men sådan er det slet ikke, bedyrer Jannik Vestergaard.

- Hvad forholdet os fem imellem angår, så er det overraskende godt. Der er ikke noget, der lige putter noget i teen. Vi har det rigtig fint sammen. Det er generelt en styrke, at vi har kendt hinanden i så mange år, forklarer Jannik Vestergaard, der er helt afklaret med den hårde kamp om pladserne.

- Da jeg kom ind på landsholdet, sad Kjær og Agger tungt på pladserne. Så var der Andreas Bjelland og en masse unge på vej frem. Det har kun været med til at udvikle os og gøre os bedre hver især.

Onsdag aften fik Vestergaard chancen i testkampen mod Tyskland, hvor han gjorde en god figur.

Men om det har bragt ham tættere på startopstillingen, vil han ikke gætte på.

- Jeg indgår som en del af holdet, og forsøger at udfylde den rolle, som Kasper giver mig. Jeg var glad for at få chancen.

- Jeg føler, jeg greb den og spillede godt. Det har været betegnende for de seneste 12-15 måneder, hvor jeg har spillet noget af det bedste i min karriere. I sidste ende er det trænerens beslutning, og den bakker jeg 100 procent op.

Southampton-profilen håber i første omgang på at blive mere involveret end ved VM i 2018, hvor han som den eneste markspiller ikke kom i aktion.

- Jeg håber på flere minutter end i 18, men jeg er også et andet sted. Kvalitetsmæssigt har jeg løftet mig som spiller, og jeg er i god form. Jeg tror også, jeg byder mig mere til og har fået lidt mere ro på, siger Jannik Vestergaard, som affinder sig med sin plads i kollektivet.

- Jeg ved godt, at en trups succes skal måles på bidragene fra alle spillere. Jeg tager den rolle, Kasper ser mig i. Vi vil alle sammen rigtig gerne spille, det er ikke anderledes for mig. Men jeg har det fint men den rolle, trænerteamet ser mig i.

Nu skal du slå til: Ekspertens store EM-overblik: Røverkøbet i Danmarks gruppe