Rusland klager til UEFA over ukrainske EM-spillertrøjer

Russisk fodboldforbund har sendt brev til Uefa for at klage over de spilletrøjer, Ukraine benytter under EM

Rusland klager til UEFA over ukrainske EM-spillertrøjer

Der er kæmpe trøje-konflikt, men Putins talsmand påstår, at Ukraine stadig er en brodernation.

At Rusland og Ukraine har det stramt med hinanden har fremgået relativt tydeligt de senere år med væbnet konflikt omkring halvøen Krim.

Den bitre strid er nu taget over i den sportslige verden, hvor Ukraine har valgt at inkludere Krim på holdets EM-trøjer.

Det falder ikke i god jord hos Det Russiske Fodboldforbund (RFU), der har sendt et brev til Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), hvor det klager over de spilletrøjer, Ukraine benytter under EM.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi henleder opmærksomheden på brugen af politiske motiver på det ukrainske landsholds trøje, hvilket er i modstrid med de grundlæggende principper i UEFA's reglement for spilledragter, skriver RFU i brevet.

På trøjerne ses et omrids af Ukraines landegrænse, hvor også Krim-halvøen er inkluderet.

Halvøen har været årsag til store politiske spændinger mellem de to nabolande, efter at Rusland i 2014 erobrede og annekterede Krim-halvøen.

Man kan næsten ikke se det omdiskuterede omrids på afstand. Foto: Sergey Kozlov/EPA/Ritzau Scanpix
Man kan næsten ikke se det omdiskuterede omrids på afstand. Foto: Sergey Kozlov/EPA/Ritzau Scanpix

Trøjerne indeholder også ordene 'Hæder til Ukraine. Hæder til heltene'. Det blev blandt andet råbt af ukrainske demonstranter under uroligheder i 2014.

Derfor ser russerne de ukrainske fodboldtrøjer som en provokation.

UEFA skriver i sit reglement om spilledragter, at de 'ikke må fornærme almindelig anstændighed eller sende politiske, religiøse eller racemæssige budskaber'.

Til AFP har forbundet sagt, at de ukrainske fodboldtrøjer dog er blevet godkendt.

Andriy Pavelko, der er præsident for Det Ukrainske Fodboldforbund, har tidligere sagt, at designet på trøjerne var blevet clearet med Uefa, længe før de officielt blev præsenteret i søndags.

På grund af konflikten mellem Ukraine og Rusland kunne de to lande ikke komme i samme gruppe til EM.

Ukraine er i gruppe med Holland, Nordmakedonien og Østrig, mens russerne skal op imod Danmark, Finland og Belgien.

De to lande kan dog potentielt mødes senere i turneringen.

Slå vennerne i EM-manager: Eksperten har afsløret sit hold til 1. runde

Highlights: Ukraine moste sagesløse Cypern og viste glimrende EM-form