Sådan! Danske kvinder kvartfinale-klar efter drama

EM-holdets amatør blev den store heltinde

Danmark vandt 1-0 over Norge og er klar til kvartfinalen (Foto: All Over Press)
Danmark vandt 1-0 over Norge og er klar til kvartfinalen (Foto: All Over Press)

Danmark-Norge 1-0

Amatør-målmanden Stina Lykke blev den store heltinde, da Danmark i aftes i Deventer sikrede sig videre avancement ved EM i Holland.

Forude venter en kvartfinale i Rotterdam lørdag mod enten Sverige eller Tyskland.

Selv om Holland i puljens anden kamp vandt over Belgien med 2-1, klarede Danmark selv paragrafferne takket været en stærkt spillende sidste skanse.

Dermed fik det danske hold hævnet nederlaget fra EM for fire år siden, hvor Norge vandt i semifinalen efter straffespark.

Målmanden, som efter at have efterprøvet prof-livet endnu en gang i svenske Kristianstad er vendt tilbage Kolding Q for bl.a. at færdiggøre sin uddannelse til fysioterapeut, viste sig igen som lidt af en straffesparks-killer, da hun kort før pausen snuppede et spark fra 11 meter pletten fra Norges store navn, Wolfsburg-spilleren Caroline Graham Hansen.

Den norske spiller skød i chokoladehøjde til højre for Stina Lykke som efter at have pareret skuddet hurtigt var ude for at blokere riposten, og Danmark slap med skrækken.

Synderen var Sanne Troelsgaard, som oversatsede og nedlagde Ada Hegerberg.

Og Stina Lykke var også på plads med en refleksredning i slutminutterne.

Fortjent pauseføring
Det var fuldt fortjent, at det danske hold kunne gå til pausen med en 1-0 føring på et mål af Katrine Veje fra franske Montpellier, som med et for hende sjældent mål var klar med venstrebenet, da anfører Pernille Harder, Wolfsburg, tidligt i kampen med en stikning havde spillet hende fri i udkanten af feltet.

Dermed fik danskerne hurtigt punkteret nordmændenes plan om et stormløb i håb om at kunne vinde den med mindst tre mål, som efter nederlag til både værterne Holland og Belgien var kravet.

Norges erfarne målmand, Ingrid Hjelmseth, 37 år og mere end 100 landskampe, havde mere at bestille end kollegaen i den modsatte ende, Stina Lykke.


I de første 45 minutter havde nordmændene udover straffesparket kun en chance, da Guro Reiten fik drejet rundt i feltet, men sendte bolden over mål.

Både Sanne Troelsgaard, Rosengård, Frederikke Thøgersen, Fortuna Hjørring og Nadia Nadim, Portland testede den norske veteran.

Selv om Norge efter pausen forsøgte at komme tilbage og vinde med mindst 4-1, fusede offensiven hurtigt ud, inden de norske spillere med en sidste spurt to gange i samme angreb ramte det danske træværk.

Et par danske udskiftninger skabte uro i geledderne.

10 minutters overtid
Forinden Danmark var faktisk tættere på 2-0 i kraft af en række gode omstillinger, som blev afværget i sidste øjeblik.

Det kan ærgre, at der manglede nogle centimeter i præcisionen, når Pernille Harder sendte Nadia Nadim afsted.

Sidstnævnte ramte midt i 2. halvleg sammen med Ingrid Hjelmseth, som efterfølgende måtte lappes i næsten 10 minutter sammen for at kunne gennemføre kampen.

Nederlaget vil det danske hold med garanti udløse ballade i Norge, som slet ikke er vant til at rejse hjem så tidligt fra et EM. Det skete sidst i 1997, så landstræner Martin Sjögren kan frygte for sit job.

Se også: EM-stjerne skiller sig ud: Jeg siger min mening
Se også: Intet afgjort før det nordiske brag
Se også: Brøndby gør det allerede - nu vil FCK også være med

91 kommentarer
Vis kommentarer