Schmeichel efter vild kamp: Jeg snupper 50 mere

- Jeg synes, Kasper er vokset enormt fra en dreng til en voksen mand, mener landstræner Åge Hareide, der placerer ham blandt de tre bedste keepere i verden

Kasper Schmeichel smilede efter sin storslåede præstation mod Schweiz. Nu er han klar til 50 landskampe mere for Danmark. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Schmeichel smilede efter sin storslåede præstation mod Schweiz. Nu er han klar til 50 landskampe mere for Danmark. Foto: Lars Poulsen.

Den tale Kasper Schmeichel holdt for staben og sine landsholdskammerater efter triumfen over Schweiz og i anledning af sin landskamp nummer 50, fortæller meget om den person, landsholdskeeperen har udviklet sig til.

For her fremhævede han ikke kun de 23 spillere i truppen, men også hver af de 23 øvrige, som er med omkring landsholdet. Hver enkelt er en brik for at få helheden til at fungere optimalt.

- Kasper forstår, at alle omkring landsholdet har en vigtig funktion. Han ser sig selv som en ud af de 46 i landsholdstruppen. Det er en voksen dreng, der taler, mener landstræner Åge Hareide.

En afslappet Kasper Schmeichel havde grund til at være tilfreds oven på sin storslåede indsats mod Schweiz. Keeperen leverede fire topklasseredninger. Foto: Lars Poulsen.
En afslappet Kasper Schmeichel havde grund til at være tilfreds oven på sin storslåede indsats mod Schweiz. Keeperen leverede fire topklasseredninger. Foto: Lars Poulsen.
 

Vil være sin egen
Til trods for, at Kasper Schmeichel kun er én enkelt brik, så står han tilfældigvis rimelig godt på mål. Derfor har han opbygget en særlig status på landsholdet i de få år, han har været med.

Præstationen mod Schweiz var måske hans bedste. I hvert fald på niveau med det, han leverede mod Kroatien i 1/8-finalen ved VM sidste år.

Kasper Schmeichel er vokset så meget i niveau, at han hører til på den absolut øverste hylde. I international topklasse.

For på trods af det berømte efternavn, så har Kasper Schmeichel aldrig ønsket at være Peters søn. Han har ønsket at skabe sin egen karriere, sin egen identitet. Og det har han i sandhed gjort de senere år i Leicester og på det danske landshold.

Kasper Schmeichel kom først med i landsholdsregi i 2012, da Thomas Sørensen blev skadet og måtte melde fra til EM. Han var med på et afbud som tredje målmand til slutrunden.

Uden spilletid, men med erfaring i bagagen. Debuten kom året efter i 0-3 kampen mod Nordmakedonien. Siden gik det stærkt. Og i lørdags rundede han en milepæl.

- Kasper har de senere år udviklet sig meget som menneske. Han er en dreng, der virkelig er blevet voksen.

- Jeg vil sige, han er en ekstremt god dreng og har en vindermentalitet, som virkelig smitter af på dem, der er omkring ham, mener Åge Hareide.

Kasper Schmeichel leverede en stor redning, da Ricardo Rodriguez forsøgte sig med et langskud. For tredje kamp i træk holdt han nullet. Nu har han holdt nullet i 22 af sine 50 landskampe. Foto: Lars Poulsen.
Kasper Schmeichel leverede en stor redning, da Ricardo Rodriguez forsøgte sig med et langskud. For tredje kamp i træk holdt han nullet. Nu har han holdt nullet i 22 af sine 50 landskampe. Foto: Lars Poulsen.
 

Vil have 50 mere
Netop det faktum, at Kasper Schmeichel faktisk først debuterer i en alder af 27 år, har været en stor motivationsfaktor for ham at bevise, han hører til i landsholdsregi. Og naturligvis som nummer ét.

- Jeg synes altid, jeg har været god, smiler Kasper Schmeichel, der forventer, han holder til mindst 50 landskampe mere.

I næste måned fylder han 33 og det vil formentlig tage fem år at passere 100 landskampe.

- Det fylder mig med stolthed at spille 50 landskampe for mit land. Jeg holder i hvert fald fem år mere. Skulle det ikke ske vil jeg være meget skuffet.

- Men jeg ved jo, at alt kan ske i fodbold og man skal være taknemmelighed hver gang vi er samlet. Derfor glæder jeg mig over at opleve sådan en landskamp som den mod Schweiz, siger Kasper Schmeichel.

Blandt verdens tre bedste
Og hvor god er Kasper Schmeichel så. Ikke kun når man ser på hans fire redninger i verdensklasse fra kampen mod Schweiz. Men placerer sig lidt op i helikopteren og får overblikket.

Landsholdets anfører, Simon Kjær, tænker sig grundigt om, da han får spørgsmålet: Er Kasper den bedste målmand, du har spillet sammen med?

- Jeg har spillet med mange gode målmænd i min karriere.  Men Kasper er helt sikkert den bedste, jeg har haft bag mig. Han er fremragende på stregen, eminent til at komme ud og fantastisk med fødderne, siger Simon Kjær, der mener landsholdskeeperen har flyttet sig utroligt meget på de år, han har været i landsholdstruppen.

- I takt med de flotte præstationer, er han vokset med holdet. Kasper er en målmand, der giver ro og sikkerhed, fordi vi ved, han er bag os, siger Simon Kjær.

Landstræner Åge Hareide mener Kasper Schmeichel er blandt de tre bedste i verden

- Jeg er ikke målmandsspecialist, men for mig er Kasper blandt de tre bedste målmænd i verden, mener Åge Hareide, der har David de Gea og Manuel Neuer som de øvrige i top-3.

Se også: Peter Møller freder Hareide

Se også: Den bedste af alle? Giver svaret efter konge-kamp

Se også: Trods fredning: Iskold luft mellem Møller og Hareide

20 kommentarer
Vis kommentarer