Schweizisk stjerne: Jeg kender Eriksen rigtig godt

Schweizerne mangler deres egen største stjerne og har kæmpe respekt for Danmarks største profil

Xhaka, tv., har stor respekt for Eriksen. Foto: Lars Poulsen
Xhaka, tv., har stor respekt for Eriksen. Foto: Lars Poulsen

BASEL (Ekstra Bladet): Det kan godt være, at neutrale Schweiz indtager en særstilling på det europæiske kontinent.

Men selv bag Alperne har de hørt om Christian Eriksens bedrifter, og respekten er stor for Tottenham-stjernens evner før det, der ligner den sværeste kamp i gruppen.

Ikke mindst hos Arsenals Granit Xhaka, som kender danskeren rigtig godt fra ’The North London Derby’, hvor de flere gange har stået overfor hinanden.

- Jeg kender ham rigtig godt fra Premier League. Han er en fantastisk spillertype med store kvaliteter. Han har en fantastisk sparketeknik – især i forbindelse med dødbolde. Det har vi set for Tottenham, men også for Danmark, konstaterer Xhaka.

- Så ham vil vi være meget opmærksomme på, lover den nærkampsstærke midtbanedynamo, som håber, at han og holdkammeraterne kan gentage de takter, der førte til først en meget imponerende 5-2 sejr over de belgiske VM-bronzevindere, og siden til åbningssejren i EM-kvalen mod Georgien i lørdags.

Det bliver dog uden Liverpool-stjernen Xherdan Shaqiri, Benfica-angriberen Haris Seferovic og Newcastle-forsvareren Fabian Schär, som ikke får lov at spille efter sit uhyggelige uheld mod Georgien, hvor kun snarrådig indgriben fra Jano Ananidze forhindrede, at han slugte sin tunge.

Det får dog ikke landstræner Vladimir Petkovic til at tvivle op sit mandskab, der som nummer otte på verdensranglisten er placeret to pladser over Danmark.

- Danmark har ikke mange svagheder. Men alle hold har svagheder, og der er måske et eller to punkter, vi kan angribe. Vi går ind til kampen for at fokusere på vores eget spil, lyder den schweiziske parole.

Se også: Eriksens tavshed afslører alt

Se også: Hareide overbevist: Derfor får vi en fordel

Se også: Kryptisk Eriksen er 'fuldstændig ligeglad'

12 kommentarer
Vis kommentarer