WARSZAWA (Ekstra Bladet): Christian Eriksen har aldrig været en mand med et sprudlende mundtøj. Men han har alligevel ved enkelte lejligheder fyret en bemærkning af, som fik folk til at trække lidt på smilebåndet.
Som i sommer, da han forud for Kirin Cup blev spurgt, om han skulle se EM. Det skulle han ikke. Han boykottede Sverige, Portugal og Albanien.
Eriksen var på spil igen fredag aften på pressemødet på PGE Narodowy Stadion i Warszawa forud for kvalifikationskampen mod Polen. Her blev han spurgt, hvilken kulisse han venter lørdag aften.
- Det bliver en rød-hvid kulisse, siger han med et skævt smil og korslagte arme.
Selvfølgelig bliver det en rød-hvid kulisse, fordi begge mandskaber spiller i de rød-hvide farver.
Med 56.000 polakker kommer de i overtal lørdag, fordi der kun vil være 1200 danskere på det nationale stadion. Til gengæld er hele det danske afsnit udsolgt.
- Det bliver en fantastisk kulisse. Det glæder os, at så mange danskere er rejst herned, siger han.
Superstatistik med Åge
Det er tvivlsomt om Christian Eriksen på et halvt år lige frem er blevet en bedre fodboldspiller. Han er i hvert fald blevet mere moden, har fundet sig godt til rette i et nyt system og tilmed gennemgået en enorm forvandling i løbet af den korte periode, Åge Hareide har været landstræner.
Tjek lige følgende statistik: Seks mål i 57 landskampe med Morten Olsen som landstræner. Fire scoringer i seks landskampe med Åge Hareide ved rorpinden!
Skaber flere chancer
Christian Eriksen er ubetinget en af de store vindere efter Danmark har skiftet system og spiller på en ny og anderledes måde med Åge Hareide som landstræner.
Et mindre mirakel kan man roligt tale om for den 24-årige kreatør, der i perioder fik meget kritik tilbage i Morten Olsens regeringsperiode. Den er nu forstummet, fordi man ser helt andre takter fra Tottenham-profilen.
Christian Eriksen forklarer:
- Vi skaber flere chancer nu, fordi vores spillestil er langt mere direkte. Den måde vi spiller på betyder, at vi hurtigere kommer til afslutninger, fordi vi har færre berøringer.
- Derfor er vi også blevet farligere på omstillinger. Vi er meget aggressive og kommer hurtigt fremad banen.
Mere frit nu
- Men det har naturligvis også haft betydning vi spiller med to angribere, fordi det er med til at skabe mere plads til mig, siger Christian Eriksen og forklarer lidt om forskellen på Olsen og Hareide:
- Tankegangen er lidt forskellig. Morten (Olsen) tænker meget på boldbesiddelse, mens Åge tænker mere på den korteste vej til modstandernes mål. Han vil gerne hurtigt op og skabe chancer i modstandernes felt.
- Måske spiller vi lidt mere frit nu, mens det godt kunne blive lidt låst tidligere på landsholdet, vurderer den danske kreatør.
Parat til stort ansvar
Lørdag mod Polen er ansvaret på ny lagt på de smalle fynske skulder hos 24-årige Eriksen.
Det er primært ham, der enten skal score eller sætte holdkammeraterne i scene, så Danmark får et godt resultat mod gruppens favoritter på den formentlig sværeste udebane.
- Det er klart, at jeg i sådan en kamp skal påtage mig et stort ansvar. Jeg er 24 år, men har allerede prøvet en del. Derfor handler det om, at vi griber de muligheder, vi får undervejs i kampen, forklarer han.
Succesen ligger aktuelt lige for fødderne af Eriksen. Han har netop forlænget med Tottenham, sikret sig en gigantisk lønforhøjelse, og han har endnu ikke prøvet at tabe i denne sæson i Premier League. Og så blev han senest matchvinder mod Armenien.
- Det går da meget godt i øjeblikket, som Christian Eriksen siger med fynsk beskedenhed.
- Sejren over Armenien var en god åbning på vejen mod Rusland. Kampen mod Polen er en slags eksamen, ligesom det var mod Armenien. Det er det stærkeste hold i puljen, og vi skal nu vise, hvad vi er lavet af. De gjorde det fantastisk ved EM, hvor deres defensiv var meget stærk. Men vi er ikke rejst til Polen for at pakke os. Vi er kommet for at hente tre point, påpeger han.
Får mere plads nu
Da Ekstra Bladet tilbage i januar mødte Åge Hareide hjemme i Molde, inden han officielt var tiltrådt, lagde han meget vægt på, at han ikke ville være en succes som dansk landstræner, hvis ikke Christian Eriksen kom til at fungere optimalt.
Den mission er foreløbig lykkes meget godt, selv om Danmark ikke har mødt modstandere af bedste kaliber i de første seks landskampe med nordmanden som chef.
Åge Hareide:
- Fordelen for Christian er, at han nu får meget mere plads på banen, fordi vi har bredt vores spil meget ud med to kanter, der har front mod modstandernes mål. På den måde skaber vi mere plads for ham.
- Samtidig synes jeg, at Christian har været med til at gøre vores offensiv meget mere dynamisk. I modsætning til tidligere vil jeg gerne have Christian centralt i banen. Her synes jeg han er farligst, når han samtidig har front mod modstandernes mål, forklarer landstræneren.
Eriksen om guld-kontrakt: Derfor trak det ud