Selv de hylder Kjær

Selv Inters fans hylder AC Milans krumtap Simon Kjær efter redningsaktionen for Eriksen

Møller og Hjulmand hylder kaptajn Kjær: - Det fortæller alt om, hvad for en person Simon er.

Der skal noget meget specielt til, før Inters mest hardcore fans hylder en spiller fra AC Milan, men netop det er sket.

Efter Simon Kjærs hurtige reaktion, hvor han som den første startede redningsaktionen for Christian Eriksen i slutningen af første halvleg mod Finland, har Inters fans givet ham en smuk besked.

- Ære til Kjær. Stor mand og kaptajn, skriver de på et banner i Milano.

Bysbørnene er kæmpe rivaler og deler stadionet San Siro, men for nu har de lagt al rivalisering på hylden og takker blot den danske anfører for sin heltedåd, som var med til at redde Eriksen fra døden.

De sender desuden en hilsen til deres egen Christian Eriksen.

- Curva Nord vil altid være på din side.

Kjær og Eriksen har et tæt forhold, som Eriksen blandt andet beskrev i et interview i marts.

- Jeg har brugt Simon Kjær rigtig meget, lige siden jeg kom til Italien. Selvfølgelig spiller han i den forkerte klub, men han er trods alt i den rigtige by, sagde Christian Eriksen til dengang TV 2 SPORT.