Sisto alene i verden: Landede i Wien uden holdkammerater

På grund af konflikten med DBU mødtes de danske landsholdsspillere i København, da de skulle have mødtes i Slovakiet. Det vidste Pione Sisto bare ikke

Hverken Sisto eller hans normale holdkammerater på landsholdet skal spille i aften. Ekstra Bladets sportsjournalist sætter her en potentiel startopstilling med nødlandsholdet. Hør også fra Ekstra Bladets udsendte i Slovakiet.

Kender du det, hvor du har aftalt at mødes med nogen, men de så aldrig dukker op?

Det gør Pione Sisto i hvert fald nu, ifølge TV3 Sport.

Planen var nemlig, at det danske landshold skulle lande i Wien, hvorfra de så skulle køre til Bratislava, som kun ligger omkring 70 kilometer derfra.

Pione Sisto mødte derfor trofast op i Wien, som det var aftalt, men han måtte kigge langt efter sine holdkamerater.

De var nemlig alle blevet omdirigeret til København, hvor forhandlingerne med DBU fandt sted - ifølge TV3 Sport var der bare ikke nogen, der lige havde fortalt Sisto det samme.

Så måtte den unge Celta Vigo-spiller hoppe på endnu en flyver, som denne gang havde retning mod København, hvor han heldigvis fandt sine holdkammerater igen.

Ekstra Bladet har undersøgt sagen, og efter sigende skulle Pione Sisto have modtaget en mail med informationer omkring ændringen, han havde åbenbart bare ikke forstået mailen.

Landsholds-anføreren, Simon Kjær, havde sendt informationerne til alle 23 spillere, men det var kun Pione Sisto, som ikke lige havde fanget den.

Omdirigeringen skete, fordi forhandlingerne med DBU omkring en ny aftale var brudt sammen.

Det var altså ikke sikkert, at det danske landshold overhovedet skulle spille den kamp, og det endte det heller ikke med, at de skulle.

DBU udtog nemlig et hold bestående af primært 2. divisions- og futsal-spillere. Holdet kan findes her.

Kampen mod Slovakiet bliver spillet onsdag aften kl. 20:45.

Fakta om konflikten

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen er havnet i en konflikt, der kan ende med at få alvorlige konsekvenser for dansk landsholdsfodbold.

Det ved vi om konflikten:

Sammenbrudte forhandlinger

Den tidligere landsholdsaftale blev indgået i 2015 og udløb efter sommerens VM-slutrunde i Rusland. Parterne har længe forhandlet om en ny aftale, men de kan ikke blive enige.

Konfliktens knaster

Parterne ønsker ikke i detaljer at fortælle, hvad de ikke kan blive enige om.

Spillerne har haft en række krav omkring forplejning, behandling og andre fysiske forhold i forbindelse med deres optræden på landsholdet. DBU mener at have imødekommet spillerne på disse områder.

En større knast synes at være de kommercielle rettigheder, hvor spillernes personlige sponsoraftaler støder sammen med DBU's aftaler på vegne af landsholdet.

En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU. Derfor ønsker både DBU og spillerne klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

DBU mener at være kommet spillerne i møde på dette område, men spillerne er ikke tilfredse med de tilbudte vilkår på det kommercielle område.

I forbindelse med tidligere forhandlinger har spørgsmålet om, hvorvidt DBU har rolle af arbejdsgiver og spillerne af arbejdstagere, også været en stor knast. Hvor meget dette punkt fylder i de nu sammenbrudte forhandlinger i denne omgang, har parterne ikke oplyst.

Parterne er også uenige om bonusvilkår ved kvalifikation til og deltagelse i slutrunder.

Kilde: Ritzau

Se også: De leverede spillere til landsholdet: - Som klub føler vi os som gidsler

Nicolai Boilesen og Viktor Fischer træner begge med i FCK denne onsdag. Foto: Jan Sommer Landsholdsfodbold - 5. sep. 2018 - kl. 11:47 Danske stjerner skulle have spillet landskamp: Nu træner de her

Det ukendte danske landshold ankom tirsdag til Bratislava forud for testkampen mod Slovakiet. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Lær ALT om det nye landshold: Bartender, gymnasieelev og Bendtners største fan

51 kommentarer
Vis kommentarer