Skandale rammer landshold: Spillere risikerer fængsel efter slagsmål

Aleksandr Kokorin og Pavel Mamaev er ikke med på det russiske landshold, når de torsdag møder Sverige i Nations League. De var nemlig en del af et slagsmål på en café og risikerer flere års fængsel

Kokorin fejrede sit mål mod Celtic i Europa League 22. februar 2018. Foto: Pavel Golovkin
Kokorin fejrede sit mål mod Celtic i Europa League 22. februar 2018. Foto: Pavel Golovkin

To stjerner fra det russiske landshold, som spillede sig til kvartfinalen ved sommerens VM-slutrunde, er ikke med i truppen, som på torsdag møder Sverige i Nations League.

De er nemlig anklaget for at have overfaldet to højtstående russiske embedsmænd på en café mandag morgen, skriver russiske Sport Express.

Aleksandr Kokorin og Pavel Mamaev var ifølge vidnesudsagn berusede og nægtede at dæmpe sig, da de blev bedt om det.

Situationen eskalerede efterfølgende voldsomt, hvilket førte til slag med både knyttede næver og stole.

Det er uklart, hvor mange involverede der var, men en chauffør er endt på hospitalet, ligesom de to embedsmænd har været til tjek på hospitalet efterfølgende.

Hvis de to spillere bliver kendt skyldige i overfaldet, så risikerer de op til flere års fængsel.

Artiklen fortsætter under videoen...

Næstformanden i det russiske fodboldforbund, Sergey Anokhin, er kommet med en kommentar på vegne af forbundet.

- De to spillere er ikke en del af det russiske landshold i øjeblikket, og nu kommer de heller ikke til at have noget med det at gøre, siger han.

27-årige Aleksandr Kokorin spiller til dagligt for Zenit St. Petersborg, hvor han er fast inventar på det succesfulde russiske hold.

Han har spillet 48 landskampe siden sin debut i 2011, men han var grundet en skade ikke med ved sommerens VM-slutrunde, hvor Rusland ellers klarede sig ganske udmærket uden ham.

Anderledes er det for Pavel Mamaev, der spiller for russiske Krasnodar, og som i forvejen var færdig på landsholdet.

Han har spillet 15 landskampe, men siden 2016 har han ikke været med.

De samme to spillere var i fedtefadet efter EM 2016, hvor de tog til Monaco og købte champagne for over en million kroner, efter Rusland røg ud af turneringen.

Se også: Russiske spillere brugte millioner på champagne efter EM-fiasko

Se også: FCM presset: Mestertræner på vej mod exit

Se også: Fik kritik for åbent brev: - Måske var det ikke den rigtige løsning

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere