Spids Solbakken stikker til Hareide

To af norsk fodbolds største trænernavne er kommet på kant med hinanden i forbindelse med landsholdsturen til Spanien

Ståle Solbakken har været norsk landstræner siden december. Foto: Stevo Vasiljevic/Reuters/Ritzau Scanpix
Ståle Solbakken har været norsk landstræner siden december. Foto: Stevo Vasiljevic/Reuters/Ritzau Scanpix

Stemningen mellem Åge Hareide og Ståle Solbakken er alt andet end varm i disse dage.

De to toptrænere er kommet på kant med hinanden i forbindelse med det norske A-landsholds træningstur til Málaga og Marbella i Spanien.

Her skal de møde Luxembourg og Grækenland, men det er faldet Rosenborg-træner Hareide for brystet, hvor det norske fodboldforbund med landstræner Solbakken i spidsen har arrangeret turen.

Et arrangement, der ender med at gå ud over klubberne hjemme i Norge, mener Hareide.

For spillerne er blevet sat på rutefly med mellemlandinger mellem Norge og Spanien, og derfor skal de i karantæne i tre dage, når de vender retur. Dermed går de glip af flere træningspas.

- De burde være fløjet direkte fra Oslo, hvis de var vigtige for landsholdet. Og det er en risiko for vores spillere. Derudover mister vi dem i tre dage forud for ligakampen mod Strømsgodset. Jeg synes, det er hårrejsende, sagde Hareide til avisen Verdens Gang efter mandagens 4-2-sejr over Stabæk i Eliteserien.

Hareide og Solbakken i snak, da den ene var dansk landstræner, mens den anden stod i spidsen for FCK. Arkivfoto: Lars Poulsen
Hareide og Solbakken i snak, da den ene var dansk landstræner, mens den anden stod i spidsen for FCK. Arkivfoto: Lars Poulsen
 

Ståle Solbakken er ikke enig og forsvarer sig overfor samme medie:

- Jeg tror slet ikke, at det vil påvirke klubberne. På den måde synes jeg, han skyder forbi målet. Men i en ideel verden burde vi have en bedre rejse. Det er jeg enig i, siger den tidligere FCK-træner.

Han sender derudover lige en langside mod Hareide:

- Jeg har ikke fået det hele med, men I kender Åge. Det er ikke første gang, han brokker sig. Og jeg har stor respekt for Åge, og jeg har lige selv været klubtræner og havde sandsynligvis brugt lignende ord dengang.

- Men NFF (det norske fodboldforbund, red.) er regeringen, og klubberne er oppositionen. Havde oppositionen i Stortinget været lige så klare i talen som Hareide, ville vi have haft en meget bedre pandemi-debat, siger Solbakken.

Søndag sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? SE MED HER (PLUS+)