Spillerne kan besøge Parken i aften: - Vi ved ikke, hvordan vi reagerer

Kasper Hjulmand har stillet bussen til rådighed, hvis nogle spillere vil ind i Parken i aften, så de har været der, inden de med sikkerhed vender tilbage torsdag

Kasper Hjulmand ser frem til kampen mod Belgien

Alle spillerne har reageret vidt forskelligt på Christian Eriksens kollaps i Parken. Og der er ingen facitliste på, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i sådan en situation.

Derfor bliver det også muligt for dem, der har brug for det, at lægge vejen forbi Parken onsdag aften, hvis de vil tilbage inden kampen i morgen.

- Spillerne har mulighed for at komme forbi Parken senere onsdag, hvis de føler behov for det, forklarer Kasper Hjulmand, der erkender, at det bliver meget følelsesladet for alle implicerede at vende tilbage til Parken oven på den traumatiske oplevelse i lørdags.

Der kommer 25.000 tilskuere torsdag i Parken. Yussuf Poulsen og Thomas Delaney erkender, at det bliver specielt at vende tilbage. Ingen af dem har besluttet om de vil forbi Parken i aften, som landstræneren har tilbudt alle spillerne, hvis de har behov for det. Foto: Lars Poulsen.
Der kommer 25.000 tilskuere torsdag i Parken. Yussuf Poulsen og Thomas Delaney erkender, at det bliver specielt at vende tilbage. Ingen af dem har besluttet om de vil forbi Parken i aften, som landstræneren har tilbudt alle spillerne, hvis de har behov for det. Foto: Lars Poulsen.

- Vi ved ikke, hvor mange der tager imod tilbuddet at komme ind til Parken i aften. Jeg har ikke besluttet mig endnu.

- Vi ved heller ikke, hvordan vi kommer til at reagere, når vi kommer tilbage. Vi ved heller ikke, hvordan det kommer til at påvirke os følelsesmæssigt. Men vi vil blive påvirkede.

- Vi må se, hvordan vi hver især reagerer, siger Yussuf Poulsen på onsdagens afsluttende pressemøde forud for kampen mod Belgien torsdag i Parken.

Thomas Delaney var den danske landsholdsspiller, der tog initiativ til at danne ringen, da lægerne kæmpede for Christian Eriksens liv på Parkens grænsvær.

- Det hele gik meget hurtigt. Men at skærme af, da lægerne behandlede Christian, var en måde at hjælpe ham på. Vi ville gerne beskytte ham.

- Det var uvirkeligt at se. Men de seneste dage har jeg oplevet så meget ærlighed og kærlighed på det her hold. Og det har alt taget i betragtning været meget dejligt, forklarer Thomas Delaney, der erkender, at det har været nogle meget svære dage at komme videre fra.

Men han erkender samtidig, at fodbolden kan noget særligt. Skabe en form for glæde, når man skal videre fra den traumatiske situation, som spillerne befandt sig i.

Thomas Delaney sender store roser i retning mod Simon Kjær, der viste enorm handlekraft, da Christian Eriksen faldt om. Foto: Lars Poulsen.
Thomas Delaney sender store roser i retning mod Simon Kjær, der viste enorm handlekraft, da Christian Eriksen faldt om. Foto: Lars Poulsen.

Thomas Delaney føler anledning til at fremhæve Simon Kjær.

- Simon Kjær har vist sin karakter. Hele holdet har vist karakter i det øjeblik. Simon er blevet meget rost. Han er vores klippe. Ikke kun uden for banen, men også på banen.

- Han tager meget pres på sine skuldre, og det har han også gjort de seneste dage. Jeg ved, at det har været svært for Simon. Det har det været for mange.

- Men for at runde af så er han en stor personlighed, og han fortjener al den ros, han har fået, siger Thomas Delaney om sin kaptajn.