De chilenske fodboldfans fik sig noget af et chok, da de tændte for tv'et nogle timer efter efter landets uafgjorte resultat mod Mexico ved Copa America onsdag aften.
En af holdets absolut største stjerner Arturo Vidal, var kørt galt i sin Ferrrari efter en kasinotur i hovedstaden Santiago- og politiet udtalte efterfølgende, at Juventus-profilen var påvirket af alkohol, da ulykken indtraf.
Dermed holdt chilenerne vejret, da Vidal mødte op i retten tidligere i dag for at få sin straf.
De fodbold-skøre fans kunne dog ånde lettet op, eftersom retten udskød afgørelsen 120 dage for at undersøge det nærmere. Vidal mistede dog kørekortet og skal møde op på den chilenske ambassade i Italien, når han vender tilbage igen til Europa.
Ekspert efter sprit-ulykke: Juve-stjerne får lov at spille videre
Der var også spekulationer, om Vidals dumhed ville koste ham en plads i den chilenske trup til Copa America - men det afviste holdets træner Jorge Sampaoli.
- Han er en meget vigtig spiller for os, som lavede en fejl. Men ikke i sådan en grad, at jeg skal ekskludere ham fra truppen. Det var alligevel i hans fritid, at det skete. Jeg synes ikke, det her er så seriøst, som flere gør det til. Men det ligger ikke til mig at sende nogen hjem, efter de har lavet en fejl, sagde træneren ifølge Eurosport.
Hovedpersonen selv udtalte sig til pressen efter rettens afgørelse, og den chilenske stjerne angrede sin handling.
- Jeg var på kasinoet, hvor jeg fik mig to drinks. Jeg satte min kones og andres liv på spil. Jeg vil gerne undskylde til mine holdkammerater, staben og alle mennesker i Chile. Ulykken var min skyld, og jeg har skuffet jer alle. Jeg vil gøre alt for at vinde Copa America, sagde en grådkvalt Vidal.
Fodboldstjerne anholdt for spirituskørsel
Ifølge flere medier opførte Vidal sig noget arrogant, da han blev anholdt efter ulykken. Juve-stjernen skulle angiveligt have sagt dette:
- Du kan bare sætte mig i håndjern, men hvis du gør det, så skider du på hele Chile.
Sampaolis mandskab fører gruppe A, før deres tredje kamp ved Copa America mod Bolivia fredag, hvor Vidal ventes at være med fra start.