OSAKA (Ekstra Bladet): På trods af det kollektive kollaps i anden halvleg mod Bosnien i fredags, får det tilsyneladende ingen konsekvenser for, hvem der skal spille fra start for Danmark, når Bulgarien er modstanderen i kampen om tredjepladsen i Kirin Cup i Japan.
Åge Hareide giver genvalg til de samme spillere, som var med til at levere en flot første halvleg, som gav en 2-0-føring.
Det var i hvert fald det signal landstræneren sendte, da holdet søndag eftermiddag lokal tid trænede i millionbyen Osaka forud for tirsdagens kamp.
Derfor ligner det følgende mandskab:
Kasper Schmeichel - Simon Kjær, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard - Henrik Dalsgaard, Pierre Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen, Riza Durmisi - Viktor Fischer og Morten Duncan Rasmussen.
Skal lukke færre mål ind
Men til gengæld har Åge Hareide fokus på defensiven. Derfor handlede søndagens træning primært om den defensive organisation.
Landstræneren stoppede spillet, dirigerede og instruerede spillerne i, hvordan han vil have defensiven på plads.
- Det vigtigste mod Bulgarien er, at vi skaber en defensiv sikkerhed på holdet. Vi har lukket mål ind i alle mine tre første kampe. Hvis vi skal med til VM, skal vi være sikre bagude. Fokus hos os er, at vi skal være godt organiseret og stærke defensivt, forklarer landstræneren.
Landstræneren sagde forleden til Ekstra Bladet, han var fristet til at bruge FCK-midtbanen med Thomas Delaney og William Kvist, fordi de kender hinanden. Omvendt er han også meget opsat på at spille Pierre Emile Højbjerg ind på holdet.
- Vi skal tænke på at bygge et hold op og ikke skifte for mange spillere ud, forklarer Åge Hareide, der har vist sig meget konservativ i den første tid som landstræner.
Det er i hvert fald ikke let at levere varen på træningsbanen i håbet om at spille sig ind i startopstillingen.
- Landshold, der når langt, er dem med en høj snitalder og mange erfarne spillere. På vores hold var der fem spillere fra den seneste U21-årgang (Pierre Emile Højbjerg, Riza Durmisi, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og Viktor Fischer). Og det er en god generation.
- Men de har ikke den store internationale erfaring og vi ser unge spillere nogle gange er for ivrige, fordi de så gerne vil og derfor laver fejl, forklarer Åge Hareide.
Han har kun to angribere tilbage i sin trup, da Lasse Vibe er rejst hjem, fordi han fik problemer med en sene på bagsiden af knæet under opvarmningen til kampen mod Bosnien i fredags.
Danmarks kamp mod Bulgarien spilles tirsdag morgen kl. 9.00 og vises på Kanal 5.
Efter sammenbrud: Derfor har Åge brug for Agger
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.