DBU er en del af FC Nordsjællands storstilede byggeprojekt i Hillerød.
Superliga-klubben fortalte torsdag, at den ønsker at bygge og drive Nordens bedste fodboldakademi i Hillerød. Der skal opføres en helt ny bydel i Favrholm, og både investorer og kommune ønsker en fodboldpark.
Det passer FC Nordsjælland perfekt. De er vokset sig for store til Farum, og det samme kan siges om DBU og Brøndby.
Fodboldunionen ønsker nye moderne rammer, og bestyrelsen fortalte tidligere på efteråret, at man undersøger muligheden for at etablere et nyt domicil.
DBU ønsker et fodboldcenter med moderne faciliteter, som også A-landsholdet ville kunne bruge. Andre nationale fodboldforbund har sådanne anlæg, og det er et udtalt ønske i DBU, at Danmark også får et fodboldcenter.
En hel ny fremtid
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er DBU en del af de drøftelser, der er om opførelsen af en topmoderne fodboldpark i Hillerød.
Tidligere har Odense været inde billedet til et nationalt fodboldcenter, men rent geografisk ligger Hillerød bare bedre med kort afstand til både nationalstadion og lufthavn.
Lige nu er projektet fortsat på idéplan, og intet er endnu vedtaget. Men i FC Nordsjælland håber man, at idéen kan være ført ud i livet om fire-fem år.
- Vi kan endnu ikke med 100 procents sikkerhed sige, at fodboldparken i Hillerød bliver en realitet, da det i bund og grund er op til en bygherre, investorerne og naturligvis kommunen og byrådet.
- Men vi kan sige, at vi fortsat vil tage en aktiv del i dialogen og planlægningen af fodboldparken, da det vil åbne for en hel ny fremtid for vores klub, for byens borgere og naturligvis også for dansk fodbold, siger FC Nordsjælland-direktør Søren Kristensen.
Ført ud i livet om 4-5 år
FC Nordsjællands intention er, at fodboldparken skal ejes af en almennyttig fond, som vil investere al overskud i muligheder til børn gennem fodbolden.
Det er en ejerkonstruktion, der vil passe den politiske del af DBU godt, da fodboldunionen ikke ville kunne beskyldes for at støtte FC Nordsjælland økonomisk.
I FC Nordsjælland håber man, at idéen kan være ført ud i livet om fire-fem år. Klubben vil flytte sit akademi og administration de små tyve kilometer nordpå til Hillerød, men planen er, at Superliga-holdet fortsat skal have hjemmebane i Farum.
DBU har ikke ønsket at kommentere Ekstra Bladets oplysninger.
Du kan se eller gense hele Liverpools semifinale-sejr ved VM for klubhold - og følge finalen mod Flamengo på lørdag lige her.
Superliga-klub har flytteplaner: Vil bygge nyt superanlæg
Kæmpe transfer-overblik: Sådan skal AGF og OB handle
Liverpools VM-forbandelse: Gerrard, Dalglish og Mølby fejlede
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.