Storklubber jagter EM-sensation

Den hollandske back Denzel Dumfries er en populær herre efter sin fremragende indledning på EM

Sikker sejr sender Holland videre som gruppevinder. Video: Viasat

En iøjnefaldende slutrunde giver ofte et guldrandet kontrakttilbud til den ny sæson.

Sådan fungerer det tit i fodboldverdenen, og det bliver nok også tilfældet for flere spillere ved den igangværende EM-turnering.

Husk at stille dit EM-manager-hold inden 18.00. Her er ekspertens bedste råd:

Ekspertens råd: Den varmeste joker til runden

Her har hollandske Denzel Dumfries braget igennem lydmuren de første to kampe for 'Oranje', hvor PSV-backen har leveret to scoringer og utallige raids fra sin højre side.

De offensive back-egenskaber er i høj kurs i moderne fodbold, og flere storklubber i Europa har nu kastet deres kærlighed på hollænderen, der har været en af EM's store åbenbaringer hidtil.

Flere udenlandske medier skriver, at Inter fører kapløbet om Denzel Dumfries i skrivende stund. Men den italienske mester får hård kamp af den tyske ditto, da Bayern München også er klar til at lægge et bud.

To scoringer i to kampe er det blevet til for den hollandske back hidtil under EM. Foto: Koen van Weel/Ritzau Scanpix
To scoringer i to kampe er det blevet til for den hollandske back hidtil under EM. Foto: Koen van Weel/Ritzau Scanpix
 

Den helt store knast i forhold til et klubskifte er dog prisen. Dumfries har angiveligt en frikøbsklausul på 15 mio. euro (svarende til lige godt 110 mio. kr.). Det er Bayern ikke klar til at betale, da man allerede har brugt mange penge med indkøbet af Dayot Upamecano.

Inters økonomiske situation tillader heller ikke, at man smider om sig med euro. Men hvis der kommer et højt bud på Achraf Hakimi, så anses Denzel Dumfries som den naturlige afløser i Christian Eriksens klub.

Hvis Denzel Dumfries fortsætter formkurven til EM, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at en større klub slår til og betaler PSV ved kasse et inden den ny sæson.