Storstilet Eriksen-aktion på vej

Kl. 18.10 torsdag aften kan man godt forbedrede sig på en emotionel omgang

Sådan svarede Hjulmand på spørgsmålet om de mange hilsner fra omverden. Video: Tv3 Sport

Kampen mod Belgien bliver en helt speciel oplevelse, og det skyldes ikke engang, at danskerne skal møde verdens bedst rangerede landshold, men snarere at holdet, Parken og ja, hele nationen igen skal samles og rejse sig fra det traume, som Christian Eriksens kollaps og hjertestop medførte.

Stemningen blandt de danske fans synes at være, at det danske hold, som viste et forbilledligt sammenhold, da det hele så værst ud, skal hyldes for netop dette, og selvfølgelig skal Eriksen også have en hilsen, som giver genlyd.

Hjulmand fortalte tirsdag, at Eriksen havde set de sidste ti minutter af Finland-kampen, så han får nok også mulighed for at se med, når den storstilede aktion for ham bliver igangsat.

Planen er klar: Fra 10. minut vil Danmarks ti’er få den største klapsalve, som Danmark kan mønstre.

Denne besked deles hurtigt for tiden:

 

Det glæder landstræneren meget.

- Vi skal bruge det positivt, siger han og klapper kraftfuldt med en håndflade mod den anden.

- Vi skal bruge det på at få forberedt os godt. Vi skal spille en rigtig stærk fodboldkamp og bruge følelserne til noget godt.

- Fodbold er en familie, og det forener verden. Der er mange med andre dagsordener, der prøver at overtage, men dette er fodboldens sande ansigt.

Eriksen delte et billede af sig selv, hvor han skrev, at han stadig skulle blive på hospitalet, men havde det bedre efter omstændighederne.

- Tak for alle jeres søde og fantastiske beskeder, som kommer fra hele verden. Det betyder meget for mig og min familie, lød det via Eriksens sociale medie-kanaler.

Det hjælper landsholdet med at skifte fokus til Belgien-kampen.

- På baggrund af at Christian har det godt, så er det, som vi skal gøre med god samvittighed, siger Hjulmand, der dog ikke vil varsle normaltilstand.

- Det er ikke noget, man bare ryster af sig.