Thorups svære EM-puslespil

U21-landstræneren har 30-35 emner at vælge med før sommerens EM-slutrunde

Jess Thorup har noget at spekulere over. (Foto: Gregers Thycho)
Jess Thorup har noget at spekulere over. (Foto: Gregers Thycho)

LYNGBY (Ekstra Bladet): For et par måneder siden havde han 40-45 spillere at vælge mellem. I dag har han 30-35 spillere. Og i løbet af de kommende to måneder skal der yderligere barberes en række spillere væk, så han i slutningen af maj kan udtage sin trup til EM-slutrunden på 23 spillere.

- Det er et stort puslespil, hvor vi skal have tingene til at gå op. Den trup jeg udtager, vil have fokus på, at spillerne skal være i optimal kampform. De skal komme hjem til de sidste forberedelser i topform, fordi vi kun har otte dage sammen, inden EM begynder, forklarer U21 landstræner Jess Thorup.

Han har de seneste ti dage haft sin trup samlet, hvor 0-0 mod Portugal og 1-0 over USA har været udbyttet. Et udbytte, der understreger de gode resultater for U21 landsholdet de seneste par år.

Se også: Dansk matchvinder: Ikke godt nok

Holdet gik gennem kvalifikationen uden at tabe og har heller ikke tabt en U21-landskamp i lange tider.

- Vi står fornuftigt frem mod EM. Vi har haft fokus på at være bedre offensivt. Vi skabte også flere chancer mod USA, frem for mod Portugal. Men jeg savner lidt mere kvalitet i de afgørende situationer. Det bliver nødvendigt, vi løfter os, fordi vi bliver matchet mod de bedste ved EM om kort tid, fastslår Jess Thorup.

For ham har de seneste ti dages samling været meget udbytterig, fordi han er blevet afklaret på flere fronter.

- Jeg føler, jeg har fået rigtig mange svar. Men det har jeg også haft behov for, fastslår Jess Thorup, der ikke vil nævne navne på, hvem der har bestået og hvem der har dumpet i hans univers så langt.

For landstræneren venter nu en travl periode, hvor han skal rejse rundt for at følge spillerne i klubberne. Han skal holde øje med, om de får spilletid og hvordan de leverer på banen, så han kan udtage den stærkeste trup i slutningen af maj.

Se også: FCK-profil kom ind fra bænken og sænkede USA

- Jeg kan afvise at udtage en EM-trup, hvor flere spillere ikke har fået fast spilletid gennem længere tid. Det kan dog godt være, at jeg på en enkelt position kan acceptere, at vedkommende er udskifter i sin klub, hvis han har stor betydning for os, påpeger Jess Thorup.

Mod USA fik han set Brøndbys Christian Nørgaard på en defensiv position på midtbanen. En opgave, han slap fint fra, men alligevel var landstræneren mere tilfreds med hans indsats i sidste uges 0-0 opgør mod Portugal.

- Jeg ville godt se, hvor stærk han er i defensiven. Jeg kender jo Christians offensive kvaliteter, forklarer Jess Thorup.

På højreback-positionen benytter han en spiller, der ikke optræder der på sit klubhold. Alexander Scholz spiller fast i det centrale forsvar på klubholdet, men her benytter landstræneren ham som back.

- Vi er godt besat i midterforsvaret, men det er vi måske ikke på højre backen. Både defensivt og offensivt løser han opgaven meget fint. Og så er det betryggende at vide, han har de defensive kvaliteter, når vi til EM står overfor meget stærke modstandere, påpeger Jess Thorup.

 Se også: Jess Thorup: Fischer i spil til U21-EM

Se også: Jess Thorup: Fischer i spil til U21-EM Foråret har ikke været, som Sisto havde håbet. Problemer med en skade og FIFA-langtrækkeri forstyrrer den unge dansker (Foto: Ernst van Norde) U21EM - 31. mar. 2015 - kl. 08:38 EM i fare for FCM-juvel: FIFA trækker sag i langdrag

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere