Tiden stod stille

Christian Eriksen faldt pludselig om og uhyggelige scener udspillede sig i Parken, hvor meldingen mere end én time senere om den danske stjerner er stabiliseret, skabte enorm jubel i Parken

Spillerne skærmer Christian Eriksen, mens han modtager livereddende førstehjælp. Foto: Lars Poulsen
Spillerne skærmer Christian Eriksen, mens han modtager livereddende førstehjælp. Foto: Lars Poulsen

12. juni 2021 er en dag i fodboldhistorien, ingen danske fans kommer til at glemme.

Det, der skulle være en fodboldfest af dimensioner, blev en uhyggelig oplevelse for hele fodboldverden og ikke mindst de vidner, der så det fra tætteste hold i Parken.

Danmarks åbningskamp mod Finland blev afbrudt efter 42 minutters spil i Parken, da Christian Eriksens pludselig faldt om på banen.

Den danske strateg løb helt fri ud mod sidelinjen for at modtage et indkast fra Joakim Mæhle, men han nåede aldrig at modtage bolden.

Bolden ramte ham på låret, og så kollapsede han fuldstændig umotiveret på grønsværen.

Uhyggelige scener udspillede sig, da Eriksen faldt til jorden. På det tidspunkt var der spillet 42 minutter og 11 sekunder af opgøret.

Både spillernes og dommerens reaktion var slet ikke til at misforstå: Det var alvorligt.

Udtrykket fra en dybt bevæget Thomas Delaney, der stod tæt på begivenheder, var i hvert fald et klart billede på, at der skulle handles her og nu.

Delaney slog ud med armene, mens han råbte på akut hjælp fra sidelinjen.

De scener, der siden udspillede sig på Parkens græstæppe var chokerende og sendte rystelser gennem hele fodboldverden.

Holdkammeraterne reagerede lynhurtigt og fik tilkaldt hjælp. Foto: Lars Poulsen
Holdkammeraterne reagerede lynhurtigt og fik tilkaldt hjælp. Foto: Lars Poulsen
 

Samtlige spillere på banen var i en choktilstand de følgende minutter, hvor Christian Eriksen modtog livreddende behandling på Parkens græstæppe.

Den danske landsholdsstjerne svævede mellem liv og død, mens han modtog hjertemassage.

Thomas Delaney fældede en tåre, Jonas Wind trak trøjen op over hovedet, og de finske spillere virkede dybt rystede over hvad de lige har været vidner til.

Kasper Schmeichel kom løbende over en halv banelængde, og Simon Kjær trådte i karakter som en stor leder og trøstede Christian Eriksens kæreste, Sabrina, der var kommet ind på grønsværen.

Kjær holdt om den chokerede kæreste, mens både Kasper Schmeichel og teammanager Christian Nørkjær havde sluttet sig til for at støtte op.

Samtidig dannede de danske spillere ring om Christian Eriksen, der lå få meter derfra.

Spillerne placerede sig i en rundkreds, så lægerne fik ro til at behandle Christian Eriksen.

Simon Kjær og Kasper Schmeichel trøster Christian Eriksens kæreste. Foto: Lars Poulsen
Simon Kjær og Kasper Schmeichel trøster Christian Eriksens kæreste. Foto: Lars Poulsen

Efter et kvarters intensiv behandling blev Christian Eriksen kørt væk på en båre, mens der blev holdt hvide lagner op foran danskeren.

Men der dukkede billeder op, hvor Christian Eriksen tog sig til panden og var iført en iltmaske, da han blev kørt væk fra Parken på en båre.

Hele den danske spillertrup gik ved siden af båren, da den danske landsholdsstjerne blev kørt ud fra Parken til store klapsalver fra de 16.000 danske og finske fans i Parken.

Eriksen, Eriksen, Eriksen lød det højt og taktfast.

Siden stod mange fans med tomme blikke, foldede hænder i det, der lignede en mental choktilstand.

Ingen kunne forstå, hvad der var sket. Hvad de havde været vidner til.

De havde festet det meste af dagen og skulle til en stor fodboldfest, men var vidner til en ganske uhyggelig oplevelse, hvor Danmarks største landsholdsprofil svævede mellem liv og død.

Holdkammeraterne Thomas Delaney, Andreas Christensen og Jonas Wind er i chok. Foto: Lars Poulsen
Holdkammeraterne Thomas Delaney, Andreas Christensen og Jonas Wind er i chok. Foto: Lars Poulsen

Siden kom meldingen en halv time senere om, at Christian Eriksen er vågen, mens han er på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser.

Det skabte store klapsalver og et taktfast råb: Eriksen, Eriksen, Eriksen både fra de danske og finske fans efter den positive melding om, at den 29-årige dansker er i live.

Mere end én time efter Eriksens kollaps, kom det største bifald fra det rystede publikum i Parken, da det rungede ud over Parkens højtalere: Eriksen er stabil.

De danske fans brød ud i sang og begyndte at synge ... Der er et yndigt land ...

Både Finland og Danmark ønskede at genoptage kampen. Det skete efter en kort opvarmning fra de to nationer, hvor det finske landshold som en særlig gestus klappede de danske spillere på banen til opvarmningen.

Samtidig skrålede de 16.000 i Parken på Christian Eriksen.