Tyskland har haltet på sin vej til ottendedelsfinalen mod England ved EM, og slingrekursen kommer efter et par spillemæssigt tvivlsomme år under Joachim Löws ledelse.
Ifølge den tidligere landsholdsprofil Dietmar Hamann hænger holdet ikke ordentligt sammen.
- Min fornemmelse er, at vi har tre grupper på holdet, der ikke hænger sammen på banen. Man føler ikke rigtigt, at holdet er homogent og har god kemi, gør man? lyder det retorisk fra Hamann over for Frankfurter Allgemeine.
- Spilerne siger selvfølgelig, at holdånden er fantastisk. Men det er fraser. Spillerne kan jo ikke sige: 'Jeg tvivler på, at vi reelt er en enhed'.
- Jeg har mødt fire-fem spillere ved denne turnering, og jeg er tvivler på samhørigheden, tilføjer Hamann.
Joachim Löw fravalgte efter VM i 2018 erfarne profiler som Mats Hummels, Jérôme Boateng og Thomas Müller på landsholdet.
Men efter de spillemæssige problemer op mod EM-slutrunden blev Hummels og Müller taget til nåde. Det skete dog alt for sent, mener Hamann.
- Nogle af spillerne havde haft lidt eller ingenting at gøre med Hummels eller Müller. De havde aldrig rigtigt mødt hinanden.
- Hvordan ordner man det på ti dage i Campo Bavaria (Tysklands EM-base, red.)? Hvordan skal det gå? Löw har frarøvet spillerne chancen for at vokse sammen og blive et hold, siger Hamann.
Löw blev i 2006 forfremmet fra assistent til landstræner, da Jürgen Klinsmann kvittede jobbet, og den tidligere stjerneangriber er modsat Hamann positivt stemt over for Löw.
- Han koncentrerer sig om det vigtige - om holdet og den næste kamp. 'Jogi' gør de komplicerede ting nemme, og han gør det med en ro, som giver spillerne selvtillid, fordi ingen føler sig overvældede, siger Klinsmann til Süddeutsche Zeitung.
Joachim Löw meddelte allerede i marts, at han træder tilbage efter EM. Han har været landstræner i 15 år, og det er indtil videre blevet til 196 kampe.
Her kan du læse, hvor meget de danske landsholdsstjerner tjener
Dansk ekspert er ude med hård EM-kritik - læs mere her