Tilbage efter et år i dybfryseren: Modgang har gjort mig stærk

- Jeg ved, jeg skal starte fra nul igen på landsholdet, men jeg har fået en gave, som jeg glæder mig til at gribe ud efter, siger Riza Durmisi

Riza Durmisi er igen at finde i landsholdslejren. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Riza Durmisi er igen at finde i landsholdslejren. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der var de år, hvor Riza Durmisis plads som venstre back slet ikke stod til diskussion. Han var den nye komet, der fik debut under Morten Olsen og fortsatte de positive takter under Åge Hareide.

Men så kom tvivlen pludselig. Ikke mindst efter DR-dokumentaren om landsholdet, hvor Åge Hareide i et klip på ingen måder lagde skjul på sin skuffelse over Riza Durmisis defensive præstationer efter VM-kvalifikationskampen mod Rumænien i Parken.

Jeg har fået en gave
Han røg ud i kulden og har ikke optrådt på landsholdet siden marts sidste år i testkampen mod Panama. VM-billetten blev han også snydt for, men nu er han tilbage med meget mere erfaring på kontoen.

- Det var min største skuffelse at blive vraget til VM. Det tog længere tid end forventet at komme videre. Men nu kommer en ny Riza på landsholdet.

- Jeg skal være ærlig at sige, jeg ikke havde regnet med at komme på landsholdet lige nu. Men her i livet får man gaver, man skal gribe. Og det her er en af mine gaver, jeg griber ud efter, siger Riza Durmisi.

Han har haft en svær debutsæson i Lazio, hvor han de seneste tre en halv måned blot har spillet, hvad der svarer til to fodboldkampe. Det blev således heller ikke til spilletid i pokaltriumfen, hvor Lazio besejrede Atalanta.

- Nu starter jeg igen helt fra nul på landsholdet. Jeg kan ikke trylle, men jeg har lært utrolig meget ved at være ude. Jeg håber, jeg får chancen og kan bidrage med de ting, jeg er god til.

Stærk af modgangen
Riza Durmisi er ikke typen, der opsøger sportspsykologer for at få hjælp, når det hele er kørt af sporet på banen.

- Jeg er typen, der har lært at kæmpe for alt. Jeg har en stærk tro på mig selv og giver ikke op, forklarer Riza Durmisi, der føler, han har lært meget af modgangen.

- Det er, når du har modgang, du lærer mest. Det mentale er nu engang det vigtigste i fodbold og her har jeg lært en del for at blive stærkere som person, når jeg har oplevet modgangen, påpeger han.

- Hvis du ikke er Ronaldo eller Messi får alle spillere på et tidspunkt et knæk. Jeg tror faktisk det er sundt, at man kommer ned og får jordforbindelse igen, siger Riza Durmisi med et skævt smil.

Den 25-årige back oplevede kun fremgang og spilletid de første mange år af karrieren, men nu har han lært at kæmpe og slås, hvis han skal forblive på højeste niveau.

- Det kribler for at spille på landsholdet igen, men jeg ved, jeg nu skal kæmpe mig tilbage, forklarer han.

På trods af reserverollen i Lazio har Durmisi ingen planer om at ryge på et lejeophold i næste sæson.

- Det er min plan at blive og kæmpe. Jeg er ikke til lejeaftaler, pointerer han.

Se også: Matchfixing-skandale ruller: Syv stjernespillere bestukket
Se også: Video fjernet: Neymar undersøges i ny sag

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere