Den turist, der søndag druknede i havnen i København, var en 30-årig mand fra Irland.
Det oplyser vagtchef Lars Westerweel fra Københavns Politi.
Irske Irish Times skriver desuden, at manden var i Danmark for at se Irlands kamp mod Danmark i Aarhus mandag aften. Derfor vil de irske spillere bære sorte armbind for at markere det tragiske dødsfald, oplyser fodboldforbundet (FAI).
- Vi er dybt berørte over at have fået kendskab til, at en irsk supporter er afgået ved døden i Danmark. FAI har kondoleret til supporterens familie, skriver det irske fodboldforbund i en pressemeddelelse.
Derudover har det irske fodboldforbund anmodet UEFA om at få lov at holde et minuts stilhed inden Nations League-opgøret.
Artiklen fortsætter under tweetet ...
Det lykkedes reddere fra Hovedstadens Beredskab at få manden op af vandet og yde førstehjælp. Han blev derefter kørt i ambulance til sygehuset, men døde kort tid efter.
Der er dog tale om en ulykke.
- Vi kan konkludere, at der ikke er tale om en forbrydelse, siger Lars Westerweel.
Det var klokken 10.27, at politiet fik anmeldelsen om, at der lå en livløs mand i vandet ved Havnegade i København.
Lars Westerweel ved ikke, om mandens pårørende er underrettet.
- Det har vi ikke noget med at gøre, men jeg ved, at processerne er sat i gang, siger han.
Opgøret mellem Danmark og Irland spilles kl. 20.45.
Hovedrystende fakta: Derfor må vi ikke slå Irland 1-0 i aften