Trods fredning: Iskold luft mellem Møller og Hareide

- Jeg har ikke holdt ét eneste møde med Peter Møller, mens han har været ansat, men han er jo også administrativ, mens jeg er fodboldtræner, siger Åge Hareide

Tilbage i juni sagde Møller, der ikke var tale om en fyring af Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, men et tilvalg af Hjulmand og Wieghorst. Video: Discovery Networks Danmark

Åge, jeg elsker dig!

Brølet fra en glad dansk fan oven over mixed-zone lørdag aften blev ikke hørt af den danske landstræner.

Han var for længst forsvundet og kunne koble lidt fra efter 1-0 triumfen mod Schweiz.

Det var 31. kamp i træk, hvor Åge Hareide gik fra banen som dansk landstræner uden et nederlag. Det var tre år og én dag. 1096 dage som ubesejret.

Imponerende. Enestående og ganske unikt i landsholdsfodbold.

Skubbede halstørklæde væk
I minutterne efter 1-0 triumfen mod Schweiz stormede alle de danske spillere i retning mod redningsmanden – Kasper Schmeichel. Landstræner Åge Hareide kom også på banen og deltog i fejringen. Men med kommunikationschef Jakob Høyer lige efter sig.

Høyer ville hænge et rød-hvidt halstørklæde om nakken på landstræneren midt i glæden, euforien oven på den store triumf, der bringer Danmark tæt på EM.

Men Hareide afviste og skubbede tørklædet væk.

Efterfølgende forklarede han på Kanal 5, at han ikke frøs og derfor ikke behøvede et tørklæde. Han mente, at det gav langt større mening at give tørklædet til en fan.

Episoden fortæller alt om det spændingsniveau, der hersker mellem Hareide og spillerne på den ene side og så DBU-toppen symboliseret ved Peter Møller på den modsatte side.

Der er reelt iskold luft mellem landstræneren og fodbolddirektøren.

Der bliver i hvert fald ikke holdt de store rundbordssamtaler mellem Hareide og Møller.

Søndag i Helsingør var de begge tilstede på Hotel Marienlyst, dog uden at udveksle ét ord, mens pressen var tilstede.

Landstræner Åge Hareide mener, at fodbold udelukkende handler om at vinde. Og derfor går han på kompromis med sin måde at spille på, hvis det kan skaffe gode resultater. Foto: Lars Poulsen
Landstræner Åge Hareide mener, at fodbold udelukkende handler om at vinde. Og derfor går han på kompromis med sin måde at spille på, hvis det kan skaffe gode resultater. Foto: Lars Poulsen
 

Har ikke holdt ét eneste møde
- Vi blev jo ansat, inden Peter kom ind. Og han ønsker måske sine egne folk i sin stab. Han og DBU er i sin gode ret til at vælge noget andet. Jeg er bare ikke enig i timingen.

- Hvor meget har du holdt møde med fodbolddirektør Peter Møller?

- Jeg har ikke holdt ét eneste møde med Peter Møller hele perioden, han har været ansat.

- Vi står jo for alt det fodboldtaktiske og tekniske, mens han står for det administrative. Han har meget at se til. Han har mange landshold og rejser meget rundt, siger Åge Hareide.

- Men han har vel titel af fodbolddirektør?

- Ja, ja, Men derfor behøver han ikke have møde med landstrænerne.

- Har jeres forhold ændret sig, siden DBU i juni meldte ud, at der er ansat en ny landstræner næste sommer?

- Nej, ikke specielt vil jeg sige. Peter rejser jo meget. Og vi – trænerne og staben omkring - klarer os selv.

Det er Åge Hareides klare indtryk, at landstrænergruppen og spillerne er rykket tættere sammen, siden meldingen om, at han skal stoppe om otte måneder, kom ud.

- Jeg ringede og talte med flere af spillerne, da det var klart, jeg ikke skal fortsætte. Det er vigtigt for mig at slutte godt af. At bringe Danmark til EM og gerne komme langt i turneringen, siger han.

Åge Hareide har ikke holdt ét eneste møde med fodbolddirektør Peter Møller, siden han kom ind i jobbet for mere end ét år siden. Foto: Lars Poulsen.
Åge Hareide har ikke holdt ét eneste møde med fodbolddirektør Peter Møller, siden han kom ind i jobbet for mere end ét år siden. Foto: Lars Poulsen.
 

Handler kun om at vinde
Peter Møller har med ansættelsen af Kasper Hjulmand sat en ny retning for, hvordan Danmark skal spille i fremtiden. Det skal ikke være så direkte og – vil nogen mene – i perioder så primitivt.

- Jeg mærker en kultur i den danske presse om, at I gerne vil have vi spiller godt, samtidig med, at vi vinder kampene. Der stilles store krav til landsholdet. Og det er helt fair.

- Men jeg har altid haft det sådan som træner, at jeg elsker at vinde fodboldkampe. At vinde mesterskabet. Og så er jeg lidt pragmatisk.

- Mod Schweiz spillede vi med mange bolde på Cornelius, fordi vi vidste, at han ville vinde duellerne. I stedet for at forsøge at flytte bolden rundt og ikke komme op til målet. Man må nogle gange indse, at man ikke kan kombinere sig gennem modstanderne, påpeger Åge Hareide.

Se også: Peter Møller freder Hareide

Se også: Udlandet stor-hylder Schmeichel: - Fra en anden verden!

Se også: Jubler over sønnen: - Det hele kunne være blevet taget væk

Se også: DBU i flytteplaner

164 kommentarer
Vis kommentarer