Trods uafgjort: Derfor er Agger EM-optimist

Landsholdets anfører behøvede ikke udlægge teksten for kammeraterne i omklædningsrummet – kampen mod Albanien var en af dem, hvor ord var overflødige

Daniel Agger og Danmark tog et skridt tilbage i forhold til at sikre sig avancement til EM, da kampen mod Albanien kun udløste et enkelt point. (Foto: Lars Poulsen)
Daniel Agger og Danmark tog et skridt tilbage i forhold til at sikre sig avancement til EM, da kampen mod Albanien kun udløste et enkelt point. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (Ekstra Bladet): Kaptajnen er mildt sagt ikke i perlehumør, selv om han forsøger at anlægge den diplomatiske tone. Daniel Agger står oven i købet og småfryser lidt, da han syv kvarter efter kampens sidste fløjt endelig finder tid til at fortælle pressen om sit syn på den måske EM-ødelæggende nullert mod Albanien.

- Mulighederne er der stadig, og hvis vi endelig skulle spille uafgjort, så var 0-0 jo nok det bedste, siger Daniel Agger med en lusket finte til den kendsgerning, at efter 1-1 på Balkan står Danmark trods alt bedst i det indbyrdes regnskab i tilfælde af pointlighed.

Spørgsmålet er så bare, om den situation overhovedet indtræffer…

Daniel Agger er selvfølgelig enig i, at Danmark trods alt spillede væsentligt bedre efter pausen – og skabte chancer i modsætning til de første 45 minutter, der var tæt på dræbende.

- Vi får lidt mere kontrol over det. Jeg synes, at første halvleg generelt er meget febrilsk, de er meget aggressive, og det er en helt anden kamp inden pausen. Vi får lidt mere kontrol over bolden efter pausen, får spillet den bedre op og skabt nogle chancer, og når man gør det, så trykker man også modstanderen. Jeg tror, det var det, der skete, siger Daniel Agger.

Se også: Bendtner efter EM-fuser: Udførte ikke planen

Morten Olsen var overrasket over, at albanerne gik så offensivt og aggressivt til værks fra start og hævdede bagefter, han ville have skiftet på to pladser, hvis han havde haft den viden inden start.

- Det kan vi bare ikke bruge til noget nu. Det er jo også noget, vi som spillere skal agere i forhold til på banen, hvor vi så skulle se de muligheder, der kom – og det må vi sige, vi ikke var gode nok til i første halvleg, siger Daniel Agger.

Er du skuffet over jeres præstation?

- Jeg synes egentlig, vi har chancerne til at vinde. Vi må heller ikke glemme, at Albanien er et dygtigt hold. De har nogle spillere, der kan lidt, og så sælger de sig dyrt. Men altså… Vi har stadig chancerne til at vinde kampen, og vi må tage det positive med: Anden halvleg var KLART bedre end første.

Hvor svært bliver det at komme til Frankrig nu?

- Der er stadig en vej, ikke, men… Hvis vi skulle vælge noget, så var 0-0 måske ikke så tosset, hvis det altså skulle ende uafgjort.

Tog du ordet og sagde noget i omklædningsrummet?

- Nej, ikke rigtigt i dag. Nogle dage er der behov for det, andre dage er der ikke. Jeg tror, vi var rimeligt enige om, hvordan denne kamp forløb, og vi var alle sammen irriterede over, vi ikke fik prikket en ind.

Se også: Højbjerg ikke helt enig med Olsen

26 kommentarer
Vis kommentarer