TV: Super-mål og grov udvisning - semifinalen der havde alt

Copa América-semifinalen mellem Peru og Chile var spækket med kontroversielle episoder natten til tirsdag

Udvisning, mål og kontroversielle kendelser. Nattens semifinale i Copa América havde det hele.

Charles Aránguiz spillede ikke på det. Han knækkede sammen, tog sig til ryggen i smerte og brølede et eller andet på spansk, mens han ramte jorden.

Det gjorde pokkers ondt på chileneren, det var der ikke nogen tvivl om.

Bag ham stod modstanderen fra Peru, Carlos Zambrano og kiggede. Ikke på Aránguiz - men på dommer José Argote. Allerede tynget af skyld. Zambrano kunne for så vidt bare være vendt om på en femøre og marcheret direkte i bad.

Og Argote var da heller ikke i tvivl. Inden Aránguiz havde nået at overveje, om der skulle plaster på, havde den venezuelanske opmand fisket det røde kort op af lommen og præsenteret det til Zambrano.

Og så kunne peruvianeren konstatere sin karrieres største bommert, mens han tynget af skyld luskede i omklædningsrummet.

Fik Twitter til at koge
At Zambrano ikke nødvendigvis var enig med dommeren i, at det var et rødt kort værdigt, var sådan set underordnet. Sandsynligvis var stort set hele Peru (og der bor i omegnen af 15 millioner mennesker) samt en markant procentdel af alle tv-seere i tvivl om kendelsen.

Zambrano ramte bestemt sin modstander, og han havde knopperne helt oppe i lænden på ham. Men spørgsmålet er, om det var et rødt kort værd. Et direkte rødt kort forstås. Det fik i timerne efter kampen de sociale medier med Twitter i spidsen til at koge.

Hattrick-helten fra kvartfinalen, Paolo Guerrero, var blandt dem, der bestemt ikke var enig med dommeren. Men spilleren formulerede sig yderst velovervejet, da han udtalte sig til pressen efter kampen:

- Jeg synes, Zambranos udvisning var en smule hård. Jeg skal ikke brokke mig over dommerens linje, men der var mange uventede kendelser undervejs. Havde det været 11 mod 11, havde det været en anden historie, sagde den tidligere Bayern München-spiller.

Se også: Bortført af Boko Haram: Tak Messi, du reddede mit liv

Guerrero havde fat i noget. Udvisningen var blot én af mange kontroversielle episoder i den interessante og medrivende kamp.

At Zambrano i det hele taget var i dommerens synsfelt kan skyldes, at han efter bare tre minutter var offer for en gerning, der burde have kostet Arturo Vidal et gult kort.

Golazo af Vargas
Juventus-stjernen Vidal stemplede Zambrano i hælen, og da de to spillere et sekund senere stod meget tæt på hinanden og udvekslede holdninger om vind og vejr, fyrede Vidal hænderne i hovedet på sin modstander for at få ham væk.

Det må man ikke i professionel fodbold, og det skal straffes, hvis ellers en af kampens mange dommere får øje på det. Det gjorde de ikke, og Vidal slap.

Se også: Numsepiller får tre kampes karantæne for ulækkert overfald

Stillingen ved Zambranos udvisning var 0-0, og det medførte et naturligt overtag til værterne fra Chile, der bragte sig foran på Eduardo Vargas' scoring kort før pausen. Også i den situation kom der et naturligt fokus på dommer-gruppen. For Vargas lignede bestemt en mand i offside-position.

Peru havde dog ikke i sinde af lægge sig ned. I 2011 røg man ud af turneringen i semifinalen, og det skulle ikke ske igen for holdet, der senest vandt Copa América i 1975. De skulle dog have hjælp fra Gary Medel, der kom til at skubbe bolden i eget mål efter en time, men så var kampen igen helt lige.

Det varede fem minutter, så slog Vargas til med et ægte golazo. Fra en distance, potente langskuds-bombere har søde drømme om, huggede han resolut til bolden, der sejlede i mål med en fart, der gjorde Pedro Gallese Quiroz ude af stand til at reagere.

Indskiftede Claudio Pizarro havde en god chance, men misbrugte, og dermed ebbede tingene og mulighederne ud for Peru.

De kan nu kigge tilbage på en godkendt turnering, hvor de kom videre på bekostning af VM-kvartfinalisterne fra Colombia, Venezuela og i kvartfinalen Bolivia.

Se også: Matchvinders tragedie: Min onkel døde, da han fejrede mit mål

Se også: Ny spiller på vej til FC Barcelona

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere