Tyskland saver Letland over i sidste EM-test

Det tyske fodboldlandshold besejrede Letland med 7-1. Seks forskellige spillere kom på måltavlen for tyskerne

Thomas Müller er tilbage på det tyske landshold efter en periode ude i kulden. Mandag kom han på måltavlen i 7-1-sejren over Letland. (Arkivfoto) Foto: Andreas Schaad/Ritzau Scanpix
Thomas Müller er tilbage på det tyske landshold efter en periode ude i kulden. Mandag kom han på måltavlen i 7-1-sejren over Letland. (Arkivfoto) Foto: Andreas Schaad/Ritzau Scanpix

Det tyske fodboldlandshold fik tanket en god portion selvtillid op mandag aften forud for EM.

Tyskerne vandt med hele 7-1 over Letland i den sidste testkamp inden slutrunden og ligner et hold, der er i storform.

Seks forskellige tyskere kom på måltavlen i kampen.

Robin Gosens, Ilkay Gündogan og Thomas Müller scorede de første tre mål inden for otte minutter, inden Letlands keeper, Roberts Ozols, blev noteret for et selvmål.

Serge Gnabry rundede kort før pausefløjtet halvlegen af med 5-0 målet.

I anden halvleg scorede Timo Werner, få minutter efter at han kom på banen, mens Leroy Sane scorede det sidste mål for tyskerne, blot et minut efter at Aleksejs Saveljevs havde bragt Letland på måltavlen.

Der var ellers tvivl om, hvorvidt kampen i det hele taget skulle spilles, efter at en lettisk spiller havde afleveret en positiv coronatest.

Den tyske landstræner Joachim Löw meddelte dog inden kampen, at tyskerne agtede at spille, hvis ikke sundhedsmyndighederne anbefalede dem noget andet.

Tyskland spillede 1-1 mod Danmark i en testkamp i onsdags.

Ved EM er tyskerne i en svær gruppe med verdensmestrene fra Frankrig, de forsvarende EM-vindere fra Portugal og Ungarn. Tyskerne spiller deres første kamp 15. juni mod Frankrig.

Letland er ikke kvalificeret til EM.

Det blev også til en storsejr for Færøerne, der mandag aften mødte Liechtenstein i en venskabskamp i Torshavn. Og for færingerne blev det en historisk en af slagsen.

Det lykkedes nemlig landsholdet at vinde med 5-1, og det er ifølge bold.dk første gang, siden Færøerne blev indlemmet under Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, at holdet har scoret fem mål i samme kamp.