Schweiz klar til drømmefinale ved U21-EM

Schweiz vandt 1-0 over Tjekkiet, og er dermed videre til finalen ved U/21-EM, hvor Spanien venter

Drømmefinalen ved U21-EM - når det nu skulle være uden Danmark - blev en realitet, da Schweiz onsdag aften vandt 1-0 efter forlænget spilletid over Tjekkiet på et drømmehug af angriberen Admir Mehmedi.

Spanien vandt tidligere onsdag 3-1 over Hviderusland efter forlænget spilletid og er også klar til finalen lørdag aften i Aarhus. Spanien og Schweiz er samtidig kvalificeret til OL i London næste år.

Schweiz har været en af de absolut positive overraskelser ved U/21-EM. Men i semifinalen mod Tjekkiet var schweizerne en smule skuffende. Ikke mindst fordi tjekkerne lykkedes med en meget defensiv taktik.

Schweizerne havde i de tre foregående kampe ved EM snuppet tre sejre med en målscore på samlet 6-0. Men mod tjekkerne havde Schweiz meget svært ved at komme frem til chancer.

Xherdan Shaqiri var tættest på at afgøre kampen i ordinær spilletid, da Schweiz-profilen med et tørt hug fra 25 meter ramte stolpen i det 89. minut.

Men det var i det hele taget en noget skuffende semifinale mellem de to meget defensivt dygtige hold, som måtte ud i ekstra 30 minutters spilletid for at få afgjort kampen.

Der var kun mødt 5038 tilskuere op til kampen i Herning, og de tal havde nok været en del højere, hvis Danmark var endt som en af semifinalisterne.

Danmark blev allerede slået ud i det indledende gruppespil, og det var blandt andet på grund af et nederlag til Schweiz i åbningskampen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere