Dansk EM-flop: Vi er færdige

Det danske U21-landshold floppede mod Island og er færdige ved EM

Nicolai Jørgensen ærgrer sig over en brændt chance. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Jørgensen ærgrer sig over en brændt chance. (Foto: Lars Poulsen)

AALBORG (ekstrabladet.dk): Når man hverken kan score på egne chancer eller holde modstanderne fra fadet i den anden ende, så er det svært at vinde fodboldkampe.

Sådan lyder den enkle, men triste forklaring på, at Danmark U21-landshold lørdag aften stemplede ud af EM-slutrunden efter et nedslående 1-3 nederlag til Island på Aalborg Stadion.

I gruppens andet opgør gjorde Schweiz ellers sit til, at EM-værterne skulle med i semifinalerne, men da det gjaldt, fejlede Keld Bordinggaards tropper fatalt.

Betegnende for den danske indsats var målmand Mikkel Andersen sammen med Bashkim Kadrii bedste dansker på en meget trist aften i det nordjyske, mens profiler som Nicki Bille og Mathias Zanka Jørgensen slet ikke slog til.

Bille brændte igen
Det begyndte ellers lovende, da Christian Eriksen efter en aggressiv islandsk indledning to gange indenfor få sekunder testede Haraldur Björnsson i gæsternes bur.

Langsomt, men sikkert, gled kontrollen dog over på islandske fødder, og kun en veritabel mirakelredning fra Mikkel Andersen, der fik sendt bolden over mål efter, at Eggert Jonssons hovedstød blev rettet af på Zanka.

I den danske offensiv var Bashkim Kadrii nærmest ene om at udgøre en trussel – fraset Christian Eriksens dødbolde.

Og man anede så småt, hvorfor Danmark trods flest afslutninger i turneringen kun fik scoret tre gange, da Nicki Bille efter en god halv time fra tæt hold fik sendt Daniel Wass’ indlæg forbi mål.

Efter pausen gik det så helt galt for danskerne.

Dyre minutter
Først kom advarslen, da Mikkel Andersen måtte vifte Hjörtur Valgardssons langskud over mål.

Siden indtraf kollapset.

Først kunne Kolbeinn Sigthorsson profitere på inkonsekvent dansk forsvarspil, da han fra tæt hold sendte bolden i nettet.

Chokket fra den scoring havde knap lagt sig, da Birkir Bjarnason tre minutter senere helt udækket fik lov at heade 2-0 målet ind ved den fjerneste stolpe.

Så lignede det enden, men det lykkedes den fremragende Kadrii at få reduceret, da han sendte Kasper Povlsens indlæg i nettet.

Dermed levede håbet igen, for en udligning ville være nok til at sende Danmark videre i turneringen.

Islandsk dødsstød
Målet kom også - men desværre i den forkerte ende, da Valgardsson i overtiden bankede et langskud ind bag en sagesløs Mikkel Andersen og sørgede for islandske sejr over Danmark, som de 'voksne' islændinge endnu ikke har hjembragt i 22 kampe mod det danske A-landshold.

Således blev den første store slutrunde på hjemlig grund en gedigen skuffelse. Ikke kun for fodbold-Danmark og spilleren. Men måske især for landstræner Keld Bordinggaard, der ikke fik lov at føre sit hold til den semifinale, der ville have gjort hans regeringstid til en succes.

Nu må både landstræner og talenter smutte ud af den bagdør, der er forbeholdt taberne, mens Schweiz og Hviderusland er klar til de afgørende kampe.

Se startopstillinger, udskiftninger og øvrig statistik her

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere