U/21-drenge bliver holdt i uvished

Træner Keld Bordinggaard vil ikke informere sine spillere om scoringer i kampen mellem Schweiz og Hviderusland

Kampen mellem Hviderusland og Schweiz kan også få indflydelse på U/21-landsholdets mulighed for at spille sig i EM-semifinalen.

Men de danske spillere kommer ifølge træner Keld Bordinggaard ikke til at få meldinger undervejs, da holdet selv er i aktion i Aalborg mod Island.

- Hvis du bekymrer dig om noget på et andet stadion, så spiller du ikke dit spil dér, hvor du selv er. Det bliver vi ikke bedre af, siger træner Keld Bordinggaard.

Nicki Bille Nielsen vil ellers gerne have informationer undervejs.

- Det kan påvirke, hvordan vi skal spille under kampen. Hvis der er et resultat i den anden kamp, der gør, at vi skal frem og score. Så er vi nødt til at satse.

Målmand Mikkel Andersen er mere på linje med sin træner.

- Jeg er ikke interesseret i at få noget at vide. Vi skal koncentrere os om Island. Vi må tage det andet bagefter, siger Reading-målmanden.

Hvis Danmark slår Island med 2-0 og Hviderusland samtidig besejrer Schweiz med 2-1, så bliver det fairplaylisten, der afgør, om Danmark eller Schweiz skal i semifinalen.

Nicki Bille Nielsen og Mikkel Andersen vil dog ikke lægge en dæmper på temperamentet.

- Vi går ind med samme indstilling som altid. Den, mener vi, er fair, siger Mikkel Andersen, og Nicki Bille Nielsen tilføjer:

- Jeg tænker kun på, at vi skal slå Island. Forhåbentlig er det nok til, at vi går videre. Skulle vi helt ud og bruge fairplaylisten for at nå semifinalen, så respekterer vi det fuldt ud. Heldigvis har vi kun fået to gule kort.

Schweiz står inden sidste gruppekamp noteret for tre advarsler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere