U21-træner: Det bobler lige nu

Keld Bordinggaard føler, at det bobler i den danske EM-trup før den sidste gruppekamp mod Island lørdag aften.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)

Træner Keld Bordinggaard føler, at alt stort set er lykkedes for U21-landsholdet ved EM forud før den sidste gruppekamp mod Island.

Eneste minus er, at Danmark ikke fik scoret i åbningskampen mod Schweiz, hvor det blev til et nederlag på 0-1.

- Vi mærker ikke noget pres før kampen mod Island. Det, der driver os lige nu, er ambitionen om at komme videre til semifinalen.

- Alt er stort set lykkedes for os. Både i forsvaret og angrebet. På nær lige at vi ikke fik den over stregen mod Schweiz, siger Keld Bordinggaard.

Læs også: Anfører: Stemningen er fantastisk

I tirsdags kunne han dog se sit mandskab kæmpe sig tilbage i turneringen med to mål i 2-1-sejren over Hviderusland.

- Vi har vist, at vi har et hold, der fungerer rigtig godt. Det bobler. Lige nu er jeg glad for, at det var den første kamp, vi tabte, og det var nummer to, vi vandt, siger træneren.

Keld Bordinggaard vil ikke afsløre noget som helst, når det kommer til startopstillingen i lørdagens kamp mod Island.

- Det kan godt ske, at det bliver den samme startopstilling som mod Hviderusland. Men det kan også være, at vi ændrer noget.

- Hvis man skal ud at lave den nøjagtig samme opgave, så giver det god mening at vælge hammeren, hvis der skal slås flere søm i. Men vi skal ud og lave en ny opgave, og det kan godt ske, at vi skal bruge en sav, fortæller han og indikerer indirekte, at der er ændringer i sigte.

Se mere: Kometen Boilesen: Giv mig mere i løn

I lørdagens kamp i Aalborg kan danskerne spille sig i semifinalerne ved EM, men holdet er dog også afhængig af udfaldet af gruppens anden kamp mellem Hviderusland og Schweiz.

Schweiz topper lige nu Danmarks gruppe med seks point. Danmark og Hviderusland har tre point, mens Island har nul.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere