Kometen Boilesen valgte bevidst backplads

Nicolai Boilesen valgte bevidst pladsen som venstre back, fordi den potentielt kan sikre ham en stor fremtid

Nicolai Boilesen spillede en stor kamp mod Hviderusland tirsdag aften. (Foto: Lars Poulsen)
Nicolai Boilesen spillede en stor kamp mod Hviderusland tirsdag aften. (Foto: Lars Poulsen)

Karriereplanen blev lagt tidligt for Nicolai Boilesen. Den unge talentfulde U21-landsholdsspiller valgte bevidst pladsen som venstre back, fordi det er den plads, der potentielt kan sikre Boilesen en stor fremtid.

- Jeg er da godt bevidst om, at venstre back er en nemmere vej at komme til mange millioner og større klubber end i midterforsvaret.

- Og forhåbentligt også på A-landsholdet. Jeg har kigget på, hvad der findes af gode venstre backs i Europa, og der er ingen tvivl om, at den plads er det bedste karrierevalg for mig, siger Boilesen til sporten.dk.

Læs også: 'Boile klar til næste skridt'

Boilesen var kun i reserveholdstruppen hos sin hollandske klub Ajax, da han blev kaldt op af Ajax-træner Frank de Boer som gardering for Daley Blind.

- Jeg skulle bare være med som gardering på bænken i en kamp for førsteholdet, og så blev vores normale venstre back skadet, og så blev jeg ligesom kastet for løverne.

Føles fantastisk
- Nu har jeg spillet siden og været med til at vinde mesterskabet. Det føles helt fantastisk, og jeg nyder den bølge, jeg rider på i øjeblikket, siger Boilesen.

På længere sigt er målet for Boilesen at komme til at spille fast på A-landsholdet.

- Jeg føler mig parat til at blive prøvet af, hvis Morten Olsen vurderer, at jeg er god nok, fastslår Boilesen.

Læs også: Barndomsvenner bag dansk sejr

Frank de Boer er stolt over både Boilesen og Christian Eriksens succes under U21-EM, hvor flere interesserede klubber følger danskerne. Men Ajax vil beholde begge guldfugle i truppen til næste sæson.

- Der er stor opmærksomhed omkring de to spillere, men de er en del af Ajax' fremtidsplaner, og jeg forventer, at de er Ajax-spillere, når sæsonen starter op snart, siger Frank de Boer til den hollandske avis De Telegraaf.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere