Advarsel til U21-holdet: Pas på Island

Selvom de har fået tæv i de første to kampe ved U21-EM, så er Island et stærkt hold, vurderer landstræner Keld Bordinggaard

Keld Bordinggaard har stor respekt for Island, trods øboernes manglende resultater ved EM. (Foto: Lars Poulsen)
Keld Bordinggaard har stor respekt for Island, trods øboernes manglende resultater ved EM. (Foto: Lars Poulsen)

SKØRPING (ekstrabladet.dk): Keld Bordinggaard er én kamp fra at være en succes som cheftræner for U21-landsholdet.

Men den sejr er ikke så let at komme til, som det umiddelbart ser ud til. Det mener han i hvert fald selv.

- Hvis man tror, det bliver en walkover mod Island på lørdag, så har man ikke set, hvad den årgang af islandske spillere har præsteret, advarede han ved dagens træning i det jyske.

Island er det hold med færrest afslutninger af alle i de første to kampe - bare to inden for målrammen og 14 i alt. Af dem tegner Kolbeinn Sigthórsson sig for seks. Og han er da også blandt de profiler, Danmark især skal vare sig ved, mener Bordinggaard.

- Han er én af meget få, der har scoret fem gange i samme kamp i den hollandske Æresdivisionen, siger landstræneren om AZ Alkmaars profil.

Klædte tyskerne af
Også 1899 Hoffenheims Gylfi Sigurdsson fremhæves.

- Han er meget stærk på dødbolde. Generelt har de et stærkt kollektiv. Og det har Island altid haft. Men nu har de så lige lagt et par gode individualister oven i. Og jeg tror, det bliver en meget åben kamp.

- I kvalifikationen klædte de jo Tyskland af (4-1 i Hafnarfjördur, red.) og slog Skotland ud i playoff, og flere af spillerne har erfaring fra A-landsholdet. Det er et godt hold, siger Bordinggaard-

Christian Eriksen har ud over scoringen mod Hviderusland forleden tegnet sig for i alt seks afslutninger.

- Det bliver en spændende kamp. Jeg kan se på statistikken, at vi har haft flest afslutninger af alle. Et par af dem må gerne gå ind på lørdag, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere